Følelsen er nøjagtig, som når man er vågnet efter en rigtig dejlig drøm – man ville ønske, at man bare lige kunne lukke øjnene og fortsætte drømmen, der hvor den blev afbrudt. Men lige meget hvor ihærdigt, man forsøger at vende tilbage, så er man vågnet, og drømmen er slut.
Danmark er mærkelig
Jeg sidder i toget på vej hjem fra Kastrup. Det er søndag formiddag, og jeg er bestemt ikke den eneste, der har valgt at tage med dette tog. Stort set hele turen til Vendsyssel sidder jeg egentlig bare og lurer rundt, betragter folk og landskab og prøver at overbevise mig selv om, at jeg faktisk er i Danmark. Jeg er her fysisk, men ikke psykisk. Men en ting er alligevel sikker: jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det ikke er Tanzania, jeg sidder og ser rundt på længere. Folk er pludselig klædt i ultra korte shorts, små toppe, smarte sandaler og solbriller. Jeg forstår, hvad alle siger, og hvad der står på skiltene. Bare det, at alle er hvide, virker underligt.
Er en dansker virkelig sådan?!
Før jeg tog af sted, var dansk kultur og danskeres kendetegn ikke noget, jeg have tænkt videre over eller bidt mærke i. Men mand, hvor har jeg fået andre briller på i løbet af det sidste halvårs tid.
Hvis ikke I vidste det, så kan jeg informere om, at vi danskere har en attitude, der virkelig indikerer, at vi har nok i os selv. Bare det at vi ikke hilser på hinanden – nogen har endda så travlt, så lidt overskud, er så højt på strå, eller hvad nu i alverden der er galt med os, til at hilse igen, hvis man hilser på dem.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi godt nok skal til at tage os lidt sammen.
Danske privilegier
Nå, jeg trængte bare lige til at få nogle aggressioner ud. Selvfølgelig er der også ting i Danmark, jeg ikke vil klage over. Fx tog jeg mig selv i nær at have stået og hevet min mobiloplader frem og tilbage i stikkontakten den anden dag. Men okay, stikkontakterne fungerer bedre i Danmark end i Tanzania, hvor man som regel skulle stå og ”lede efter” strømmen :)
Jeg nyder da også at kunne tage et glas koldt vand fra vandhanen. Det ved jeg på en anden måde nu, at dét er det ikke alle, der har mulighed for.
Og hun levede lykkeligt …
Det har simpelthen været et fantastisk halvår! Det har helt klart fået mig til at revurdere mit liv og hvilke værdier, jeg egentlig ønsker at bygge det på og fylde det med.
Det var første gang, jeg var i Afrika, men det var bestemt ikke sidste. Jeg glæder mig til at få muligheden for igen at rejse derned – måske i forbindelse med folkesundhedsvidenskabsstudiet, som jeg begynder på efter sommerferien.
Til slut vil jeg gerne sige 1000 TAK for jeres interesse. Det har været super med den opbakning, der har været.
Så nu må jeg desværre sige: Snip snap snude, nu er mit (første) Afrika-eventyr ude!
søndag den 4. juli 2010
onsdag den 2. juni 2010
Kwaheri Kigoma!
Så er dagen kommet, hvor det er tid til at tage afsked med Kigoma - byen jeg har boet i de sidste godt fire måneder.
Men men … jeg kommer ikke hjem endnu :) For først skal jeg nemlig på en 30 timers sejltur på Tanganyika Søen, se et 200 m højt vandfald, på safari, til Kilimanjaro og til Zanzibar – sammen med Simone og Helene, som er BDM’s to andre volontører.
Men d. 26. juni vender flyveren næsen mod nordligere himmelstrøg igen, og så er mit tanzaniske eventyr slut – I skal nok få slutningen at høre, når jeg kommer hjem :)
Men foreløbigt var det lige det her fra Tanzania!
Men men … jeg kommer ikke hjem endnu :) For først skal jeg nemlig på en 30 timers sejltur på Tanganyika Søen, se et 200 m højt vandfald, på safari, til Kilimanjaro og til Zanzibar – sammen med Simone og Helene, som er BDM’s to andre volontører.
Men d. 26. juni vender flyveren næsen mod nordligere himmelstrøg igen, og så er mit tanzaniske eventyr slut – I skal nok få slutningen at høre, når jeg kommer hjem :)
Men foreløbigt var det lige det her fra Tanzania!
torsdag den 27. maj 2010
Det store i de små
Happy, Joy, Babu … det lyser næsten ud af deres navne, hvilke små solstråler de er – Tanzanias unge fremtid.
Joy
Jeg sidder på en stråmåtte i skyggen af et stort mangotræ. Ved siden af mig er en kraftig mama i gang med at flette det korte og filtrede hår på en yngre kvinde. De kan ikke snakke engelsk, så jeg sidder her egentlig bare. Men pludselig dukker Joy op – en lille mørk krudtugle med fletningerne samlet i en strittende tot oven på hovedet :)
Icebreaker i 30˚C’s varme
Mama’en siger noget til hende, hvorefter jeg får stukket noget i hånden – en hjemmelavet stofdukke, som viser en hel del om det afrikanske idealudseende: kæmpebarm, enorm bagdel og BREDE hofter. Et temmelig ejendommeligt syn, når det er lavet i stof :)
Ikke nok med at jeg får dukken; jeg får også en håndfuld stofstrimler i forskellige mønstre. Jeg sidder og fumler lidt med det, for hvad er det lige, hun vil have mig til? Jeg binder nogle af strimlerne rundt om dukken; den kunne godt trænge til at få nogle af alle dens herligheder dækket lidt :)
Men nu er Joy forsvundet. Der går lidt tid, så kommer hun pilende med en trædukkeseng. Vi leger med dukken, giver den nogle andre stofstrimler på, og da jeg laver en lille stofklump og binder den på dukkens ryg, lyser Joys lille runde ansigt helt op: ”Mtoto!”, som betyder barn. Og ja, det var også lige netop det, jeg havde tænkt :)
Hmm en mzungo
Lidt senere da jeg igen sidder og fumler med en masse stofstrimler, fordi Joy, for jeg ved ikke hvilken gang, har gjort mig klart, at jeg skal skifte dukkens tøj, bliver hun simpelthen for nysgerrig: ”Hvordan mon en mzungos hår og lyse hud føles?”, lader hun til at tænke. I hvert fald kravler hun hen bagved mig og begynder at køre sine små mørke fingre igennem mit hår, hvorefter hendes langefinger og pegefinger tager sig en gåtur ned ad min arm.
Tillid på trods
Da jeg gengælder hendes ”finger-gåtur”, skifter hun ansigtsudtryk fra afslappet til let skræmt – men det varer kun et øjeblik, før det går op for hende, at jeg bare gør det samme, som hun gjorde ved mig, og at det er kærligt ment. Det er tydeligt, at hun ikke er vant til et sådan voksen/barn-forhold. ”Hvis en voksen rører ved mig, er det fordi, jeg har gjort noget galt og skal have smæk” – det er tilsyneladende normalen.
Et tillidsforhold er opbygget – uden fælles talesprog og med en verden til forskel mellem os.
Min dejlige Joy
Næste gang jeg kommer forbi, sover Joy middagssøvn. Men da hun søvndrukken kommer væltende ud inde fra stedet, hvor hun har sovet, har hun retning lige mod mig. Hun giver mig en lille t-shirt, som er slidt og deform efter mange vaske. Så kan jeg ellers værsgo at give hende den på :)
Og da jeg skal hjem igen og er begyndt at gå, hører jeg en sød lille stemme bag mig råbe: ”Bye bye, Henrikka!” :)
Joy er bare det helt rigtige navn til hende, for hun er en lille solstråle, som spreder så meget glæde :)
Tanzanias fremtid
Men nogle gange tror jeg, at solen overskinner jordens små solstråler, for tit bliver børn ikke regnet for ret meget hernede – selvom det jo er dem, der er Tanzanias fremtid. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så sært, at landet på mange områder er så langt bagud – for det er jo i barndommen, at rigtig meget af ens identitet bliver formet, og hvis man bare mere eller mindre bliver regnet for en klat ingenting, ja hvad er det så lige for nogle voksne, man får senere?
Dét er også en af grundene til, at missionsarbejdet i Kigoma mere og mere begynder at fokusere på børn og unge, for der har vi reelt en chance for at gøre en forskel.
Joy
Jeg sidder på en stråmåtte i skyggen af et stort mangotræ. Ved siden af mig er en kraftig mama i gang med at flette det korte og filtrede hår på en yngre kvinde. De kan ikke snakke engelsk, så jeg sidder her egentlig bare. Men pludselig dukker Joy op – en lille mørk krudtugle med fletningerne samlet i en strittende tot oven på hovedet :)
Icebreaker i 30˚C’s varme
Mama’en siger noget til hende, hvorefter jeg får stukket noget i hånden – en hjemmelavet stofdukke, som viser en hel del om det afrikanske idealudseende: kæmpebarm, enorm bagdel og BREDE hofter. Et temmelig ejendommeligt syn, når det er lavet i stof :)
Ikke nok med at jeg får dukken; jeg får også en håndfuld stofstrimler i forskellige mønstre. Jeg sidder og fumler lidt med det, for hvad er det lige, hun vil have mig til? Jeg binder nogle af strimlerne rundt om dukken; den kunne godt trænge til at få nogle af alle dens herligheder dækket lidt :)
Men nu er Joy forsvundet. Der går lidt tid, så kommer hun pilende med en trædukkeseng. Vi leger med dukken, giver den nogle andre stofstrimler på, og da jeg laver en lille stofklump og binder den på dukkens ryg, lyser Joys lille runde ansigt helt op: ”Mtoto!”, som betyder barn. Og ja, det var også lige netop det, jeg havde tænkt :)
Hmm en mzungo
Lidt senere da jeg igen sidder og fumler med en masse stofstrimler, fordi Joy, for jeg ved ikke hvilken gang, har gjort mig klart, at jeg skal skifte dukkens tøj, bliver hun simpelthen for nysgerrig: ”Hvordan mon en mzungos hår og lyse hud føles?”, lader hun til at tænke. I hvert fald kravler hun hen bagved mig og begynder at køre sine små mørke fingre igennem mit hår, hvorefter hendes langefinger og pegefinger tager sig en gåtur ned ad min arm.
Tillid på trods
Da jeg gengælder hendes ”finger-gåtur”, skifter hun ansigtsudtryk fra afslappet til let skræmt – men det varer kun et øjeblik, før det går op for hende, at jeg bare gør det samme, som hun gjorde ved mig, og at det er kærligt ment. Det er tydeligt, at hun ikke er vant til et sådan voksen/barn-forhold. ”Hvis en voksen rører ved mig, er det fordi, jeg har gjort noget galt og skal have smæk” – det er tilsyneladende normalen.
Et tillidsforhold er opbygget – uden fælles talesprog og med en verden til forskel mellem os.
Min dejlige Joy
Næste gang jeg kommer forbi, sover Joy middagssøvn. Men da hun søvndrukken kommer væltende ud inde fra stedet, hvor hun har sovet, har hun retning lige mod mig. Hun giver mig en lille t-shirt, som er slidt og deform efter mange vaske. Så kan jeg ellers værsgo at give hende den på :)
Og da jeg skal hjem igen og er begyndt at gå, hører jeg en sød lille stemme bag mig råbe: ”Bye bye, Henrikka!” :)
Joy er bare det helt rigtige navn til hende, for hun er en lille solstråle, som spreder så meget glæde :)
Tanzanias fremtid
Men nogle gange tror jeg, at solen overskinner jordens små solstråler, for tit bliver børn ikke regnet for ret meget hernede – selvom det jo er dem, der er Tanzanias fremtid. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så sært, at landet på mange områder er så langt bagud – for det er jo i barndommen, at rigtig meget af ens identitet bliver formet, og hvis man bare mere eller mindre bliver regnet for en klat ingenting, ja hvad er det så lige for nogle voksne, man får senere?
Dét er også en af grundene til, at missionsarbejdet i Kigoma mere og mere begynder at fokusere på børn og unge, for der har vi reelt en chance for at gøre en forskel.
onsdag den 5. maj 2010
Afrikansk rynkemiddel
”Aaavuu – du er ved at rykke både hår og hoved af mig!!!” Nej, jeg har ikke været oppe at slås; jeg har bare været ved frisøren :)
Jeg har aldrig før … hos frisøren
… smidt skoene, før jeg gik ind.
… siddet og ventet, fordi frisørerne lige skulle have en omgang ugali og dagar indtaget på frisørsalonens gulv, inden de kunne fortsætte arbejdet.
… siddet på en gammel sofahynde på gulvet, hvilket faktisk var mzungo-luksus, for de andre sad bare direkte på gulvet.
… haft en frisør til at stå … eller sidde og pille i mit hår i to timer – hvilket nok måske siger mere om mig end om Tanzania.
… kun betalt 32 kr. for et frisørbesøg – det virker ikke af særlig meget, men det svarer faktisk til næsten to tanzaniske daglønninger.
… haft så mange små fletninger i mit hår.
… lidt så meget for skønheden, eller hvad det nu er - ens hår bliver strammet voldsomt meget, og det gør bare … NAS!
… haft færre rynker i panden.
… haft paryk – det har jeg næsten nu, for der blev flettet en del kunstigt hår med. Nok fordi mzungo-hår er af en lidt anden kaliber end afrika-hår, hvilket også resulterer i, at rigtig mange gerne vil røre ved ens hår.
… fået stukket håret ind i et stearinlys – men det var måden at stoppe fletningerne på.
… prøvet at mit hår har forstyrret min nattesøvn – man sover ikke frygtelig godt oven på sådan en dynge fletninger :)
Og sidst men ikke mindst
… blevet piftet af på hjem fra frisøren – hvis ikke man synes, den opmærksomhed, man fik før, var nok, så skal man bare få flettet sit hår. Så er man pludselig et fornyet interesseobjekt :)
”Kan de vaskes?”
Da jeg kom hjem, blev mit afrikastylede hår mødt med en del spørgsmål, men det mest komiske og overraskende kom fra Just (missionæren): ”Kan du så vaske dem?” ”What?! Om jeg kan vaske dem?” Så tror jeg vist bare, det er ved at være tid til at pille dem ud, hvis de trænger til at blive vasket :)
Jeg har ikke lige eksperimenteret med det, men jeg må alligevel indrømme, at jeg er kommet til at tænke på, om det måske egentlig godt kan lade sig gøre. For nede hos frisøren skulle alle dem, der kom, mens jeg var der – og det var faktisk en del – have lavet diverse former for fletninger, og de fleste havde fletninger i forvejen, som bare skulle laves om. Og jeg så ikke nogen, der fik vasket hår, sååå … måske kan de vaskes :)
For kort? – no way!
Længden af ens hår - eller mangel på samme - er ingen hindring for at få flettet manken. Jeg var vidne til, at hår helt ned til omkring 3 cm blev flettet i tynde franske fletninger. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke har tålmodighed til at blive frisør hernede :)
Det var lige en lille beretning om min knivfrie ansigtsløftning :)
Jeg har aldrig før … hos frisøren
… smidt skoene, før jeg gik ind.
… siddet og ventet, fordi frisørerne lige skulle have en omgang ugali og dagar indtaget på frisørsalonens gulv, inden de kunne fortsætte arbejdet.
… siddet på en gammel sofahynde på gulvet, hvilket faktisk var mzungo-luksus, for de andre sad bare direkte på gulvet.
… haft en frisør til at stå … eller sidde og pille i mit hår i to timer – hvilket nok måske siger mere om mig end om Tanzania.
… kun betalt 32 kr. for et frisørbesøg – det virker ikke af særlig meget, men det svarer faktisk til næsten to tanzaniske daglønninger.
… haft så mange små fletninger i mit hår.
… lidt så meget for skønheden, eller hvad det nu er - ens hår bliver strammet voldsomt meget, og det gør bare … NAS!
… haft færre rynker i panden.
… haft paryk – det har jeg næsten nu, for der blev flettet en del kunstigt hår med. Nok fordi mzungo-hår er af en lidt anden kaliber end afrika-hår, hvilket også resulterer i, at rigtig mange gerne vil røre ved ens hår.
… fået stukket håret ind i et stearinlys – men det var måden at stoppe fletningerne på.
… prøvet at mit hår har forstyrret min nattesøvn – man sover ikke frygtelig godt oven på sådan en dynge fletninger :)
Og sidst men ikke mindst
… blevet piftet af på hjem fra frisøren – hvis ikke man synes, den opmærksomhed, man fik før, var nok, så skal man bare få flettet sit hår. Så er man pludselig et fornyet interesseobjekt :)
”Kan de vaskes?”
Da jeg kom hjem, blev mit afrikastylede hår mødt med en del spørgsmål, men det mest komiske og overraskende kom fra Just (missionæren): ”Kan du så vaske dem?” ”What?! Om jeg kan vaske dem?” Så tror jeg vist bare, det er ved at være tid til at pille dem ud, hvis de trænger til at blive vasket :)
Jeg har ikke lige eksperimenteret med det, men jeg må alligevel indrømme, at jeg er kommet til at tænke på, om det måske egentlig godt kan lade sig gøre. For nede hos frisøren skulle alle dem, der kom, mens jeg var der – og det var faktisk en del – have lavet diverse former for fletninger, og de fleste havde fletninger i forvejen, som bare skulle laves om. Og jeg så ikke nogen, der fik vasket hår, sååå … måske kan de vaskes :)
For kort? – no way!
Længden af ens hår - eller mangel på samme - er ingen hindring for at få flettet manken. Jeg var vidne til, at hår helt ned til omkring 3 cm blev flettet i tynde franske fletninger. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke har tålmodighed til at blive frisør hernede :)
Det var lige en lille beretning om min knivfrie ansigtsløftning :)
torsdag den 22. april 2010
Go' daw do!
”Hujambo!” ”Nzuri, nej jambo … øh jeg mener - sijambo!” Nogle gange kan jeg godt tænke: ”Hvorfor ikke bare sige ”hej”; det er da så meget nemmere!” Men nej, ikke altid springer tanzanierne over, hvor gærdet er lavest. I hvert fald ikke når det gælder hilsner :)
Tanzaniere må være lykkelige
Hvis ikke du får lært andet swahili, mens du er her, får du i hvert fald lært nogle hilsner – og ja, NOGLE hilsner, for der er et utal af måder at hilse på på swahili, og til hver hilsen hører et bestemt svar. Den mest brugte hilsen er dog ”habari”, som betyder ”hvordan går det?”, men den findes til gengæld også i jeg ved ikke hvor mange variationer: Habari za nyumbani?, habari za kazi?, habari za familia?, habari za alverdens ting og sager? Det er skik, at man spørger ind til hjemmet, arbejdet, familien og alt muligt andet, man lige kan finde på, inden den egentlige samtale går i gang. Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, hvad pointen er med at bruge så meget tid på det, for man kender på forhånd svaret: nzuri. Alt går altid fint :)
Gensidig fatten hat
Selvom det er hilsnerne, man har mest styr på på swahili, bliver man af og til hilst på engelsk – fordi man jo er en mzungo :) Og så er det altså min tur til at grine af tanzanierne, som de sommetider gør, når jeg kludrer rundt i alle deres hilsner. For det er ikke unormalt at komme gående midt på eftermiddagen og så blive hilst med et ”good morning” – og hvis de slet ikke aner, hvad de egentlig siger: ”Good morning teacher”. Og så er det, man tænker: ”Okay måske har jeg en dårlig hårdag, men jeg er altså ikke lige stået op og ja, jeg underviser en del hernede, men det ved du sådan set ingenting om lille ven :)”
Andre er lidt mere udviklet i deres remse-engelsk og har udviklet deres hilsen til: ”Sister, how are you?” De forstår nok godt, hvad det betyder, når man svarer: ”I’m fine”, eller de ved i hvert fald, at det er svaret på deres spørgsmål, men ligeså snart man så siger: ”What about you?”, står rigtig mange som ét stort spørgsmål og aner ikke, hvad man har spurgt dem om.
Jeg snakker flydende swahili :)
Godt nok er der mange hilsner, men kan man bare nogle af dem, så kan man næsten snakke swahili, og hvis man endda kan sige, hvad man hedder, og hvor man kommer fra, så snakker man flydende swahili og forstår alt, hvad der bliver sagt – eller det tror nogle tanzaniere i hvert fald :)
Hej?!
En dag var der en af de unge i kirken, der spurgte mig, hvad det egentlig betyder, når vi siger ”hej” til hinanden. Jeg skulle lige finde ud af, om han lavede fis med mig, men det gjorde han ikke. Øh ja, det er så den måde, nærmest resten af verden har valgt at hilse hinanden på :) … hvilket også er meget nemmere, end at man skal finde ud af om ”poa” nu er svar på ”jambo” eller ”mambo”, eller om man nu skal sige ”shikamoo” eller kan nøjes med et ”habari” :)
Tanzaniere må være lykkelige
Hvis ikke du får lært andet swahili, mens du er her, får du i hvert fald lært nogle hilsner – og ja, NOGLE hilsner, for der er et utal af måder at hilse på på swahili, og til hver hilsen hører et bestemt svar. Den mest brugte hilsen er dog ”habari”, som betyder ”hvordan går det?”, men den findes til gengæld også i jeg ved ikke hvor mange variationer: Habari za nyumbani?, habari za kazi?, habari za familia?, habari za alverdens ting og sager? Det er skik, at man spørger ind til hjemmet, arbejdet, familien og alt muligt andet, man lige kan finde på, inden den egentlige samtale går i gang. Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, hvad pointen er med at bruge så meget tid på det, for man kender på forhånd svaret: nzuri. Alt går altid fint :)
Gensidig fatten hat
Selvom det er hilsnerne, man har mest styr på på swahili, bliver man af og til hilst på engelsk – fordi man jo er en mzungo :) Og så er det altså min tur til at grine af tanzanierne, som de sommetider gør, når jeg kludrer rundt i alle deres hilsner. For det er ikke unormalt at komme gående midt på eftermiddagen og så blive hilst med et ”good morning” – og hvis de slet ikke aner, hvad de egentlig siger: ”Good morning teacher”. Og så er det, man tænker: ”Okay måske har jeg en dårlig hårdag, men jeg er altså ikke lige stået op og ja, jeg underviser en del hernede, men det ved du sådan set ingenting om lille ven :)”
Andre er lidt mere udviklet i deres remse-engelsk og har udviklet deres hilsen til: ”Sister, how are you?” De forstår nok godt, hvad det betyder, når man svarer: ”I’m fine”, eller de ved i hvert fald, at det er svaret på deres spørgsmål, men ligeså snart man så siger: ”What about you?”, står rigtig mange som ét stort spørgsmål og aner ikke, hvad man har spurgt dem om.
Jeg snakker flydende swahili :)
Godt nok er der mange hilsner, men kan man bare nogle af dem, så kan man næsten snakke swahili, og hvis man endda kan sige, hvad man hedder, og hvor man kommer fra, så snakker man flydende swahili og forstår alt, hvad der bliver sagt – eller det tror nogle tanzaniere i hvert fald :)
Hej?!
En dag var der en af de unge i kirken, der spurgte mig, hvad det egentlig betyder, når vi siger ”hej” til hinanden. Jeg skulle lige finde ud af, om han lavede fis med mig, men det gjorde han ikke. Øh ja, det er så den måde, nærmest resten af verden har valgt at hilse hinanden på :) … hvilket også er meget nemmere, end at man skal finde ud af om ”poa” nu er svar på ”jambo” eller ”mambo”, eller om man nu skal sige ”shikamoo” eller kan nøjes med et ”habari” :)
tirsdag den 13. april 2010
Karibu harusi ... velkommen til bryllup
Du betaler selv, du skal tjekkes ind, du får udleveret mad- og drikkebilletter, og du sidder ved et plastichavebord uden dug og drikker sodavand af flasken. Det lyder mest som et stort lejrlignende arrangement krydret med lidt børnefødselsdag … men faktisk er det beskrivelsen af en tanzaniansk bryllupsfest :)
Velkommen … betal selv!
Det var ikke noget problem at komme til bryllup, selvom jeg overhovedet ikke kendte brudeparret. Det var vores hushjælps svigerinde, der var brud – hvor langt ude kan det lige blive :) Men ja grunden til, at det ikke var det store problem, er, at gæsterne betaler for at komme med til festen, og først når betalingen er sket, får man den egentlige indbydelse.
Tanzaniere og klokken
Vi var indbudt til kl. 13.00 i kirken, men hvis vi kom omkring kl. 14.00, ville det nok passe fint, sagde Wittness, vores hushjælp. Vi var der kl. 14.15, og der var det først lige akkurat gået i gang. Det siger lidt om tanzaniernes præcished eller mangel på samme :)
Fri for ømme kæber
Ved synet af bruden, kunne man ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver du dog her, kvinde?”, hvis ikke man vidste bedre. Bruden må nemlig ikke smile, for det er ikke noget at glæde sig over, det hun nu går ind til. Og nej der er heller ikke meget at smile af, hvis ægteskabet bliver, som de vist er flest hernede: manden er overhovedet, og kvinden må pænt indpasse sig. Talen i kirken handlede om mandens og kvindens rolle i forhold til hinanden, og flere gange skulle bruden neje dybt for gommen for at vise sin underkastelse og ydmyghed.
Men heldigvis havde hun rigtig svært ved at holde et kæmpestort smil tilbage, og det var vist heldigt for gommen, at han gerne måtte smile, for det ville vist have været blevet ret svært at skjule hans glæde :)
Velkommen til dansekulturen
Det var ikke meget, vi så til brudeparret til festen, for de sad godt gemt bagved palmegrene og balloner oppe på en scene. Men dog fik vi skålet med dem – og en masse andre – da der var skåle-runde-dans-et-eller-andet :) Alle dansede op omkring brudeparret med vores sodavand og skålede med dem og alle andre, man mødte på vejen. Lidt på samme måde foregik det med gaverne, hvor vi også dansede op og afleverede dem i de grupper, de var fra.
Tre i en
Hvor det primære til en dansk bryllupsfest nærmest er maden, er det det ikke i Tanzania. Vi fik én portionsanrettet ret serveret ca. tre kvarter før festen var færdig – så det var suppe, steg og is på en ny, enkel og tidsbesparende måde :) Og det sker vist ikke så tit, at man sidder og er fedtet totalt ind i fedt fra en stegt kylling og spiser ris med en ske til et bryllup :) Men så fik man også prøvet det :)
Velkommen … betal selv!
Det var ikke noget problem at komme til bryllup, selvom jeg overhovedet ikke kendte brudeparret. Det var vores hushjælps svigerinde, der var brud – hvor langt ude kan det lige blive :) Men ja grunden til, at det ikke var det store problem, er, at gæsterne betaler for at komme med til festen, og først når betalingen er sket, får man den egentlige indbydelse.
Tanzaniere og klokken
Vi var indbudt til kl. 13.00 i kirken, men hvis vi kom omkring kl. 14.00, ville det nok passe fint, sagde Wittness, vores hushjælp. Vi var der kl. 14.15, og der var det først lige akkurat gået i gang. Det siger lidt om tanzaniernes præcished eller mangel på samme :)
Fri for ømme kæber
Ved synet af bruden, kunne man ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver du dog her, kvinde?”, hvis ikke man vidste bedre. Bruden må nemlig ikke smile, for det er ikke noget at glæde sig over, det hun nu går ind til. Og nej der er heller ikke meget at smile af, hvis ægteskabet bliver, som de vist er flest hernede: manden er overhovedet, og kvinden må pænt indpasse sig. Talen i kirken handlede om mandens og kvindens rolle i forhold til hinanden, og flere gange skulle bruden neje dybt for gommen for at vise sin underkastelse og ydmyghed.
Men heldigvis havde hun rigtig svært ved at holde et kæmpestort smil tilbage, og det var vist heldigt for gommen, at han gerne måtte smile, for det ville vist have været blevet ret svært at skjule hans glæde :)
Velkommen til dansekulturen
Det var ikke meget, vi så til brudeparret til festen, for de sad godt gemt bagved palmegrene og balloner oppe på en scene. Men dog fik vi skålet med dem – og en masse andre – da der var skåle-runde-dans-et-eller-andet :) Alle dansede op omkring brudeparret med vores sodavand og skålede med dem og alle andre, man mødte på vejen. Lidt på samme måde foregik det med gaverne, hvor vi også dansede op og afleverede dem i de grupper, de var fra.
Tre i en
Hvor det primære til en dansk bryllupsfest nærmest er maden, er det det ikke i Tanzania. Vi fik én portionsanrettet ret serveret ca. tre kvarter før festen var færdig – så det var suppe, steg og is på en ny, enkel og tidsbesparende måde :) Og det sker vist ikke så tit, at man sidder og er fedtet totalt ind i fedt fra en stegt kylling og spiser ris med en ske til et bryllup :) Men så fik man også prøvet det :)
søndag den 4. april 2010
JUBIII :D
"Bwana Yesu asifiwe!!!" (Pris Herren Jesus!!!) Denne sætning, eller måske nærmere udråb, har man kunnet høre blive råbt fra forskellige retninger i dag, Påskedag, når man har været uden for.
Hestehale og t-shirt = lidt malplaceret
Kirken var allerede fuld af festklædte mennesker, da vi ankom, og der blev ved med at komme folk til. Der blev sat ekstra bænke ind, og hvis der var en lille plads på en af bænkene i herresiden, så var det okay, at en kvinde satte sig dér. Kvinderne var så flot klædt i farvestrålende og mønstrede dragter, og håret, eller parykken for en dels vedkommende, var sat i alle mulige utrolige frisurer; forskellige forme for fletninger, totter og haler. Jeg følte mig lidt ufantasifuld med min hestehale :)
Selv koret havde syet ens gule dragter til dagens anledning.
Fest og ... fantastisk!
Da vi kom ned i kirken var der allerede godt gang i den med musik - hvilket man også sagtens kunne høre hjemmefra :) Men ikke kun musik, for hernede er det sådan, at man ikke går til gymnastik - nej, man går bare til kor. Jeg forstod ikke rigtigt noget af det, de sang, men hele deres udstråling viste tydeligt, at det var et glædeligt budskab. De dansede, og deres ansigter strålede om kap med solen. Og ikke bare koret, men også nogle af kirkegængerne gik ud på midtergangen og dansede, mens resten af menigheden klappede.
Kirken var også blevet pyntet med stof og balloner arrangeret på forskellige måder. Der var virkelig glæde og fest!
Wow egentlig!
Lige i taget var min første tanke: "Klap nu lige hesten, og sæt jer ned og slap af!" Men helt ærligt, så er det mig - og måske også lidt generelt kirken i Danmark - der klapper hesten lige lovligt meget. For hvis man tænker på, hvad det var, der skete Påskedag, så er der da ikke andet at gøre end at synge, klappe og danse og råbe: "Bwana Yesu asifiwe!!!" :D Det er jo den største festdag, man kan tænke sig, og så sidder vi bare der på vores flade på kirkebænken hjemme i Danmark. Hallo mand, vi er lige blevet givet den største gave, man kan tænke sig - evigt liv - helt gratis; vi skal bare række hænderne frem og tage imod den! Det er da fantastisk :) Så, Bwana Yesu asifiwe!!!
Rigtig glædelig påske til enhver her fra Tanzania :)
Hestehale og t-shirt = lidt malplaceret
Kirken var allerede fuld af festklædte mennesker, da vi ankom, og der blev ved med at komme folk til. Der blev sat ekstra bænke ind, og hvis der var en lille plads på en af bænkene i herresiden, så var det okay, at en kvinde satte sig dér. Kvinderne var så flot klædt i farvestrålende og mønstrede dragter, og håret, eller parykken for en dels vedkommende, var sat i alle mulige utrolige frisurer; forskellige forme for fletninger, totter og haler. Jeg følte mig lidt ufantasifuld med min hestehale :)
Selv koret havde syet ens gule dragter til dagens anledning.
Fest og ... fantastisk!
Da vi kom ned i kirken var der allerede godt gang i den med musik - hvilket man også sagtens kunne høre hjemmefra :) Men ikke kun musik, for hernede er det sådan, at man ikke går til gymnastik - nej, man går bare til kor. Jeg forstod ikke rigtigt noget af det, de sang, men hele deres udstråling viste tydeligt, at det var et glædeligt budskab. De dansede, og deres ansigter strålede om kap med solen. Og ikke bare koret, men også nogle af kirkegængerne gik ud på midtergangen og dansede, mens resten af menigheden klappede.
Kirken var også blevet pyntet med stof og balloner arrangeret på forskellige måder. Der var virkelig glæde og fest!
Wow egentlig!
Lige i taget var min første tanke: "Klap nu lige hesten, og sæt jer ned og slap af!" Men helt ærligt, så er det mig - og måske også lidt generelt kirken i Danmark - der klapper hesten lige lovligt meget. For hvis man tænker på, hvad det var, der skete Påskedag, så er der da ikke andet at gøre end at synge, klappe og danse og råbe: "Bwana Yesu asifiwe!!!" :D Det er jo den største festdag, man kan tænke sig, og så sidder vi bare der på vores flade på kirkebænken hjemme i Danmark. Hallo mand, vi er lige blevet givet den største gave, man kan tænke sig - evigt liv - helt gratis; vi skal bare række hænderne frem og tage imod den! Det er da fantastisk :) Så, Bwana Yesu asifiwe!!!
Rigtig glædelig påske til enhver her fra Tanzania :)
søndag den 28. marts 2010
Modellervoks og akvariefisk
"Karibu chakula!" "Asante sana!" Jeg sidder på en stråmåtte på et cementgulv fuldt af revner, og der er lige blevet sagt værsgo at gå til ... hmm ja, stråmåtten - eller hvad nu man kan sige hernede.
Invita, HTH eller??
Agnes sidder på en lille skammel med albuerne støttende på knæene, mens hun er ved at forberede det sidste af maden. Hun har lige vendt en stor lysegul klump ud af en grå metalgryde, som dem man bruger på et stormkomfur, ud på et stort rundt fad. Det er blevet tilberedt på hendes lille ildsted, som er en ca. 40 cm høj lerklump med en udhulning til kul og med en lille rist over til at sætte ting på. Derudover har hun en lille bitte reol, som ikke er højere end ildstedet, og en stor grøn spand med vand - dét er hendes køkken. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden det er, der gør, at vi nærmest ikke kan få lavet vores køkkener store, avancerede og moderne nok derhjemme, når de kan klare sig med så lidt hernede. Måske er der lidt for os overflodsdanskere at tænke over. En anden tanke, der slog mig, var: "Hvordan mon hun ville gebærde sig i et dansk køkken?"
Ugali og dagar - på dansk
Nå men maden bliver serveret. Den står på almindelig daglig tanzaniansk mad - ugali og dagar. En dag var der en af de unge fra kirken, der spurgte mig om, hvad ugali hed på dansk. "Hmm jah, der er ikke rigtig noget på dansk, der betyder ugali, lille ven". Men hvis jeg skulle finde et ord, der forklarer, hvad det er, ville det nok blive majsmodellervoks. Og dagar ... hmm jah, måske tørre akvariefisk?
At spise på tanzaniansk vis
Ugalien bliver serveret på det store runde fad, Agnes vendte det ud på, mens dagaren er i små dybe tallerkner - en tallerken til hver ... desværre! "Karibu!" (velkommen). "Ja asante sana (mange tak) da, men hvordan spiser man sådan noget her". Jeg tror måske, Agnes synes, jeg ser lidt spørgende ud, for i hvert fald graver hun en lille klump ugali ud af den store klump. Hun ruller den inde i hånden, hvorefter hun putter den ned i dagaren og klemmer en lille fisk med finner og øjne ind i klumpen - og putter den i munden. Javel, det er sådan, man skal gøre det!
Jeg gjorde det!! :)
Jeg tager en klump ugali og smager på den. Det smager ikke af så meget, og kan derfor sagtens spises. Men det er godt nok kompakt føde og ligger tungt i maven. Jeg sidder og kigger på de små fisk nede i min tallerken - kan jeg få mig til at spise sådan en med øjne og det hele?! "Karibu!" får jeg igen at vide, samtidig med at Agnes peger på mine fisk. "Kula kidogo!" (spis lidt). Jeg vil så nødigt virke uhøflig, og det gør man, hvis man siger nej tak hernede, men de har øjne, skelet og finner!!! Jeg prøver at tage mod til mig flere gange. Til sidst får jeg øje på en lille én nede i min tallerken, som ingen hoved har - så er øjnene der i det mindste ikke! Og så gør jeg det. Den lille uskyldige fisk klemt ind i en kæmpe stor klump ugali og så bare ind med det. Jeg prøver at tygge så lidt som muligt på det og synker det så. Det var ikke så galt, som jeg havde frygtet ... men heller ikke så godt, så det er noget, jeg har lyst til at gentage :)
Besøg med udfordringer
Jeg besøger Agnes og hendes gamle mor en gang om ugen. Moren bliver ikke kaldt andet end bibi, som betyder dame eller bedstemor på swahili. Det er helt sikkert en udfordring, hvad kommunikation angår, for Agnes kan ikke særlig meget engelsk, og jeg kan ikke særlig meget swahili. Og for at det ikke skal være løgn, snakker Agnes og hendes mor slet ikke swahili indbyrdes - de snakker stammesprog, og moren kan slet ikke ret meget swahili. Men med lidt fagter og gebærder og en blanding af sprog kan man faktisk godt komme et stykke vej med at kommunikere. Og det er helt klart spændende at besøge nogle af de lokale og se og opleve, hvordan de bor og lever :)
Invita, HTH eller??
Agnes sidder på en lille skammel med albuerne støttende på knæene, mens hun er ved at forberede det sidste af maden. Hun har lige vendt en stor lysegul klump ud af en grå metalgryde, som dem man bruger på et stormkomfur, ud på et stort rundt fad. Det er blevet tilberedt på hendes lille ildsted, som er en ca. 40 cm høj lerklump med en udhulning til kul og med en lille rist over til at sætte ting på. Derudover har hun en lille bitte reol, som ikke er højere end ildstedet, og en stor grøn spand med vand - dét er hendes køkken. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden det er, der gør, at vi nærmest ikke kan få lavet vores køkkener store, avancerede og moderne nok derhjemme, når de kan klare sig med så lidt hernede. Måske er der lidt for os overflodsdanskere at tænke over. En anden tanke, der slog mig, var: "Hvordan mon hun ville gebærde sig i et dansk køkken?"
Ugali og dagar - på dansk
Nå men maden bliver serveret. Den står på almindelig daglig tanzaniansk mad - ugali og dagar. En dag var der en af de unge fra kirken, der spurgte mig om, hvad ugali hed på dansk. "Hmm jah, der er ikke rigtig noget på dansk, der betyder ugali, lille ven". Men hvis jeg skulle finde et ord, der forklarer, hvad det er, ville det nok blive majsmodellervoks. Og dagar ... hmm jah, måske tørre akvariefisk?
At spise på tanzaniansk vis
Ugalien bliver serveret på det store runde fad, Agnes vendte det ud på, mens dagaren er i små dybe tallerkner - en tallerken til hver ... desværre! "Karibu!" (velkommen). "Ja asante sana (mange tak) da, men hvordan spiser man sådan noget her". Jeg tror måske, Agnes synes, jeg ser lidt spørgende ud, for i hvert fald graver hun en lille klump ugali ud af den store klump. Hun ruller den inde i hånden, hvorefter hun putter den ned i dagaren og klemmer en lille fisk med finner og øjne ind i klumpen - og putter den i munden. Javel, det er sådan, man skal gøre det!
Jeg gjorde det!! :)
Jeg tager en klump ugali og smager på den. Det smager ikke af så meget, og kan derfor sagtens spises. Men det er godt nok kompakt føde og ligger tungt i maven. Jeg sidder og kigger på de små fisk nede i min tallerken - kan jeg få mig til at spise sådan en med øjne og det hele?! "Karibu!" får jeg igen at vide, samtidig med at Agnes peger på mine fisk. "Kula kidogo!" (spis lidt). Jeg vil så nødigt virke uhøflig, og det gør man, hvis man siger nej tak hernede, men de har øjne, skelet og finner!!! Jeg prøver at tage mod til mig flere gange. Til sidst får jeg øje på en lille én nede i min tallerken, som ingen hoved har - så er øjnene der i det mindste ikke! Og så gør jeg det. Den lille uskyldige fisk klemt ind i en kæmpe stor klump ugali og så bare ind med det. Jeg prøver at tygge så lidt som muligt på det og synker det så. Det var ikke så galt, som jeg havde frygtet ... men heller ikke så godt, så det er noget, jeg har lyst til at gentage :)
Besøg med udfordringer
Jeg besøger Agnes og hendes gamle mor en gang om ugen. Moren bliver ikke kaldt andet end bibi, som betyder dame eller bedstemor på swahili. Det er helt sikkert en udfordring, hvad kommunikation angår, for Agnes kan ikke særlig meget engelsk, og jeg kan ikke særlig meget swahili. Og for at det ikke skal være løgn, snakker Agnes og hendes mor slet ikke swahili indbyrdes - de snakker stammesprog, og moren kan slet ikke ret meget swahili. Men med lidt fagter og gebærder og en blanding af sprog kan man faktisk godt komme et stykke vej med at kommunikere. Og det er helt klart spændende at besøge nogle af de lokale og se og opleve, hvordan de bor og lever :)
torsdag den 18. marts 2010
Hov, du har pyjamas på
"Hmm mmm, ja sikkert og jeg hedder Karl Børge!" Noget i den stil var min første tanke, da 6-årige Thea (missionærbarnet, som jeg underviser) stille og roligt kom og fortalte, at der stod en zebra udenfor.
Ikke sådan at overbevise
Jeg stod ude i køkkenet og var ved at hjælpe med at stille det sidste an til morgenmaden sammen med BDM's volontører fra Kipili, Simone og Helene. Vi blev bare ved med det, vi var i gang med, for nåe ja som om, der står jo helt sikkert en zebra udenfor - Thea, den kan du altså ikke få os til at hoppe på, og da slet ikke når du siger det i en tone, som du hjemme i Danmark ville bruge til at sige, at der går en kat udenfor :)
Morgenmadstilskuere
Men vi var ikke de eneste på vores missionærkonference, der skulle bildes sådan noget vrøvl ind. Hun fortsatte rundt til nogle af missionærerne, og nogle af dem var godtroende eller overbærende eller hvad det var. I hvert fald gik nogle af dem med hende ud, og da de kom tilbage og pludselig også snakkede om en hest med nattøj på, blev vi nødt til at gå ud for at se, om de var blevet skøre eller stadig havde en masse søvn i øjnene eller hvad.
Men okay, Thea havde ret - der gik en zebra og græssede lige uden for det guest house, vi boede i! Vi fik den at se på meget tæt hold. Hvis vi stod 4 m fra den, stod vi i hvert fald ikke længere væk.
Den er et virkelig fascinerende dyr med dens skarpt markerede striber over alt, opdager man, når man kommer til at stå så tæt på og studere den.
Ikke noget specielt?!
Men hvis det var mig, der havde opdaget, at den stod udenfor, ville jeg nok ikke have valgt at fortælle det til de andre så stille og roligt og nærmest bare som sådan en slags sidebemærkning om en meget normal ting, som Thea gjorde.
DER GÅR EN ZEBRA UDENFOR!!! - sådan ville jeg nok have valgt at komme springende ind og fortalt det :) Men okay, jeg kan bare konstatere og bekræfte, at Thea har boet i Afrika i længere tid, end jeg har :)
Abevækkeur :)
Vi sov neden under abernes legeplads. I hvert fald blev vi vækket ved lyden af aber, der syntes det var sjovt at bruge taget som rutschebane for så at lande ude i træerne :) Det larmer faktisk en hel del kan jeg lige informere om til dem, der ikke har prøvet at sove under en abelegeplads - men ret sjovt at se på, når der pludselig kommer en abe flyvende udenfor vinduet og lander i træerne :)
Så noget af Tanzanias dyreliv kan også opleves uden at tage i nationalparkerne :)
Ikke sådan at overbevise
Jeg stod ude i køkkenet og var ved at hjælpe med at stille det sidste an til morgenmaden sammen med BDM's volontører fra Kipili, Simone og Helene. Vi blev bare ved med det, vi var i gang med, for nåe ja som om, der står jo helt sikkert en zebra udenfor - Thea, den kan du altså ikke få os til at hoppe på, og da slet ikke når du siger det i en tone, som du hjemme i Danmark ville bruge til at sige, at der går en kat udenfor :)
Morgenmadstilskuere
Men vi var ikke de eneste på vores missionærkonference, der skulle bildes sådan noget vrøvl ind. Hun fortsatte rundt til nogle af missionærerne, og nogle af dem var godtroende eller overbærende eller hvad det var. I hvert fald gik nogle af dem med hende ud, og da de kom tilbage og pludselig også snakkede om en hest med nattøj på, blev vi nødt til at gå ud for at se, om de var blevet skøre eller stadig havde en masse søvn i øjnene eller hvad.
Men okay, Thea havde ret - der gik en zebra og græssede lige uden for det guest house, vi boede i! Vi fik den at se på meget tæt hold. Hvis vi stod 4 m fra den, stod vi i hvert fald ikke længere væk.
Den er et virkelig fascinerende dyr med dens skarpt markerede striber over alt, opdager man, når man kommer til at stå så tæt på og studere den.
Ikke noget specielt?!
Men hvis det var mig, der havde opdaget, at den stod udenfor, ville jeg nok ikke have valgt at fortælle det til de andre så stille og roligt og nærmest bare som sådan en slags sidebemærkning om en meget normal ting, som Thea gjorde.
DER GÅR EN ZEBRA UDENFOR!!! - sådan ville jeg nok have valgt at komme springende ind og fortalt det :) Men okay, jeg kan bare konstatere og bekræfte, at Thea har boet i Afrika i længere tid, end jeg har :)
Abevækkeur :)
Vi sov neden under abernes legeplads. I hvert fald blev vi vækket ved lyden af aber, der syntes det var sjovt at bruge taget som rutschebane for så at lande ude i træerne :) Det larmer faktisk en hel del kan jeg lige informere om til dem, der ikke har prøvet at sove under en abelegeplads - men ret sjovt at se på, når der pludselig kommer en abe flyvende udenfor vinduet og lander i træerne :)
Så noget af Tanzanias dyreliv kan også opleves uden at tage i nationalparkerne :)
søndag den 7. marts 2010
Cand. luksusspejder :)
Luksusspejderstudiet er et meget praktisk orienteret studie, hvor du lærer at begå dig og leve primitivt - på den fede måde! Altså at leve et luksus-primi-liv (:
Uddannelsessted
Tag derud, hvor du ikke kan komme længere ud i Tanzania - hvis du tager længere, kommer du ud midt i Lake Tanganyika og til Congo - og du har det perfekte uddannelsessted.
Studiets varighed
Studiets varighed afhænger af den studerende og efter hvor godt, man vil have studiets principper ind under huden. For at blive cand. luksusspejder skal man opholde sig i felten i ca. 5 måneder, men man kan også vælge at tage en ph.d i luksusspejderlivet og blive i felten i flere år.
Studiets indhold
Den studerende opnår kompetencer inden for forskellige grene af luksusspejderlivet, fx madlavning. Man lærer, at en gryde kan bruges til andet end at koge kartofler i. Den kan fx også anvendes til at bage kanelsnegle og pizza i over bål.
Et dejligt varmt bad er også et af de projekter, der arbejdes med. Den studerende lærer at varme vand over et kulbål, hvorefter det blandes med koldt vand i en spand, indtil det har en behagelig temperatur. Selve badet foregår ved at anvende en mindre spand til at hælde det tilberedte vand ned over sig.
Forskellige vejrtyper er også et af de emner, den studerende stifter bekendtskab med. Sommetider bagende sol, andre gange ekstrem regn, og det sker også, at den studerende udsættes for lyn- og tordenvejr i en sådan grad, at det gælder om ikke lige at stå det forkerte sted.
Kryb og kravl er heller ikke noget problem efter endt studietid. Fx lærer den studerende, at der er en vis sammenhæng mellem 'klipklapper' og 'kakkelakker' - der er 11 bogstaver i hvert ord, og der er ligesom den samme rytme i ordene. Dette er ikke tilfældigt, for disse to ting hører nemlig tæt sammen. Den studerende oplever nye sider af sine klipklapper, fx at de er et udmærket forsvarsvåben.
Studiestedet er også et udmærket sted at lære at benytte en lommelygte, da det er rigtig mørkt, når det er mørkt - og slanger kan forekomme!
Desuden har den studerende tid til forskellige sysler så som læsning, strikning og dagbogsskrivning, da der ikke forefindes fjernsyn på studiestedet.
Adgangskrav
For at kunne søge ind på studiet skal man have bestået SBX - snobrødseksamen, samt de specifikke krav, dejsnoning på A og pølsepåsætning på B-niveau.
Jobmuligheder
Der er gode muligheder for at studere videre, undervise andre i luksusspejderlivets fantastiske verden eller blot selv nyde godt af de opnåede kompetencer i forskellige situationer.
Studiestart
Der er ledig plads på studiet fra omkring august.
- Mig studerende? Ja da, stud. luksusspejder :) Spejderlejr, du kan bare komme an :)
Uddannelsessted
Tag derud, hvor du ikke kan komme længere ud i Tanzania - hvis du tager længere, kommer du ud midt i Lake Tanganyika og til Congo - og du har det perfekte uddannelsessted.
Studiets varighed
Studiets varighed afhænger af den studerende og efter hvor godt, man vil have studiets principper ind under huden. For at blive cand. luksusspejder skal man opholde sig i felten i ca. 5 måneder, men man kan også vælge at tage en ph.d i luksusspejderlivet og blive i felten i flere år.
Studiets indhold
Den studerende opnår kompetencer inden for forskellige grene af luksusspejderlivet, fx madlavning. Man lærer, at en gryde kan bruges til andet end at koge kartofler i. Den kan fx også anvendes til at bage kanelsnegle og pizza i over bål.
Et dejligt varmt bad er også et af de projekter, der arbejdes med. Den studerende lærer at varme vand over et kulbål, hvorefter det blandes med koldt vand i en spand, indtil det har en behagelig temperatur. Selve badet foregår ved at anvende en mindre spand til at hælde det tilberedte vand ned over sig.
Forskellige vejrtyper er også et af de emner, den studerende stifter bekendtskab med. Sommetider bagende sol, andre gange ekstrem regn, og det sker også, at den studerende udsættes for lyn- og tordenvejr i en sådan grad, at det gælder om ikke lige at stå det forkerte sted.
Kryb og kravl er heller ikke noget problem efter endt studietid. Fx lærer den studerende, at der er en vis sammenhæng mellem 'klipklapper' og 'kakkelakker' - der er 11 bogstaver i hvert ord, og der er ligesom den samme rytme i ordene. Dette er ikke tilfældigt, for disse to ting hører nemlig tæt sammen. Den studerende oplever nye sider af sine klipklapper, fx at de er et udmærket forsvarsvåben.
Studiestedet er også et udmærket sted at lære at benytte en lommelygte, da det er rigtig mørkt, når det er mørkt - og slanger kan forekomme!
Desuden har den studerende tid til forskellige sysler så som læsning, strikning og dagbogsskrivning, da der ikke forefindes fjernsyn på studiestedet.
Adgangskrav
For at kunne søge ind på studiet skal man have bestået SBX - snobrødseksamen, samt de specifikke krav, dejsnoning på A og pølsepåsætning på B-niveau.
Jobmuligheder
Der er gode muligheder for at studere videre, undervise andre i luksusspejderlivets fantastiske verden eller blot selv nyde godt af de opnåede kompetencer i forskellige situationer.
Studiestart
Der er ledig plads på studiet fra omkring august.
- Mig studerende? Ja da, stud. luksusspejder :) Spejderlejr, du kan bare komme an :)
lørdag den 27. februar 2010
Kæft, trit og retning
"Donk donk!" En ung fyr klædt i mørkerøde bukser og en hvid skjorte står i skyggen af et træ med et stykke mærkeligt formet jern i den ene hånd og en pind i den anden. Jorden er helt tør og støvfarvet, og solen bager allerede rigtig varmt, selvom det kun er allerførst på formiddagen. Drengen har netop slået de to ting mod hinanden, og nu begynder der at blive liv i den ellers før så stille skolegård. Det vrimler ud af alle døråbningerne i den sandfarvede trelængede bygning med drenge og piger klædt i mørkerødt og hvidt.
Respekt!
De vrimler ud for så at vrimle ind igen af nogle andre døre. Da der igen er ved at være tomt i skolegården følger jeg med Slavar, som er en tysk volontør, ind i et af klasseværelserne. Ligeså snart vi træder indenfor, rejser alle eleverne sig op og siger: "Goodmorning teacher!" En af eleverne får straks besked på at aflevere sin stol til mig og så hente en anden til sig selv. Ikke nok med det. Efter at jeg har præsenteret mig selv og forklaret, at jeg bare er der for at besøge Slavar og se skolen, klapper alle eleverne - sommetider føler man sig bare lidt som om, man er selveste dronningen hernede :)
Nogen der sagde for små klasseværelser?!
Undervisningen går i gang, og den står på engelsk i de 80 minutter, lektionen varer.
Mens Slavar står ved den overridsede tavle og underviser, sidder jeg ude i siden. Med et blik ud over klassen kan jeg tælle, at der er omkring 60 elever i klasseværelset. De sidder helt tæt sammen ved små træborde.
Slavar stiller et spørgsmål til noget grammatik, han er ved at gennemgå, og beder en pige med hånden i vejret om at svare. Hun prøver at skubbe plastichavestolen bagud, men uden rigtig held, for lige bag hende er der endnu en række træborde. Hun skal op at stå, uanset om der er plads til det eller ej. Så bøjet ind over bordet og med hænderne støttende på det, svarer hun. Jeg sidder og tænker lidt: "Kan læreren da ikke se, at de sølle elever ikke har plads til at rejse sig op?!"
Men nej, der er ret meget kæft, trit og retning over at være Secondary School-elev.
Folkeskolen >< universitetet
Jeg befinder mig i en "form 3"-klasse, og det højeste er "form 4", og derefter kan de gå direkte til universitetet. Men niveauet på engelskundervisningen er som noget, jeg lærte i folkeskolen, og om nogle af de fejl, eleverne laver, sidder jeg og tænker: "Laver de fis med læreren eller hvad? - det er da noget af det simpleste grammatik, der overhovedet er i det engelske sprog!"
Mærkbar straf
Senere da vi igen står i skolegården, ser jeg adskillige elever komme med bøjet hoved og med en lærer lige i hælene. Læreren bærer en pind, som ligner en dansk bambuspind (hernede er en bambuspind ca. 10 cm i diameter, så derfor en dansk en af slagsen). Eleverne kommer med ind på et kontor, og døren bliver lukket. Selvom døren er lukket, kan man sagtens regne ud, hvad der sker derinde, og man kan tænke: "Havde han mon for lidt plads til sin havestol?"
Mens vi står og snakker, hører jeg pludselig en svirpende lyd. Jeg vender mig rundt efter lyden, og lige der midt i det hele, står en foroverbøjet dreng med et skærende ansigt. Igen lyder den svirpende lyd, da læreren svinger pinden. Da den rammer, trækker drengens ansigt sig helt sammen, og han holder sig til bagdelen. En 4-5 slag og så er det heldigvis over.
Ingen pisk, ingen autoritet
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at eleverne må hade deres lærere og den pind. Men Slavar fortæller, at han og en anden tysk volontør, som også arbejder på skolen, af nogle elever bliver anset som svage og uden autoritet, fordi de ikke har en pind og ikke vil straffe eleverne på den måde.
Uanset hvad andre måske vil sige, så er jeg ganske godt tilfreds med det danske skolesystem :)
Respekt!
De vrimler ud for så at vrimle ind igen af nogle andre døre. Da der igen er ved at være tomt i skolegården følger jeg med Slavar, som er en tysk volontør, ind i et af klasseværelserne. Ligeså snart vi træder indenfor, rejser alle eleverne sig op og siger: "Goodmorning teacher!" En af eleverne får straks besked på at aflevere sin stol til mig og så hente en anden til sig selv. Ikke nok med det. Efter at jeg har præsenteret mig selv og forklaret, at jeg bare er der for at besøge Slavar og se skolen, klapper alle eleverne - sommetider føler man sig bare lidt som om, man er selveste dronningen hernede :)
Nogen der sagde for små klasseværelser?!
Undervisningen går i gang, og den står på engelsk i de 80 minutter, lektionen varer.
Mens Slavar står ved den overridsede tavle og underviser, sidder jeg ude i siden. Med et blik ud over klassen kan jeg tælle, at der er omkring 60 elever i klasseværelset. De sidder helt tæt sammen ved små træborde.
Slavar stiller et spørgsmål til noget grammatik, han er ved at gennemgå, og beder en pige med hånden i vejret om at svare. Hun prøver at skubbe plastichavestolen bagud, men uden rigtig held, for lige bag hende er der endnu en række træborde. Hun skal op at stå, uanset om der er plads til det eller ej. Så bøjet ind over bordet og med hænderne støttende på det, svarer hun. Jeg sidder og tænker lidt: "Kan læreren da ikke se, at de sølle elever ikke har plads til at rejse sig op?!"
Men nej, der er ret meget kæft, trit og retning over at være Secondary School-elev.
Folkeskolen >< universitetet
Jeg befinder mig i en "form 3"-klasse, og det højeste er "form 4", og derefter kan de gå direkte til universitetet. Men niveauet på engelskundervisningen er som noget, jeg lærte i folkeskolen, og om nogle af de fejl, eleverne laver, sidder jeg og tænker: "Laver de fis med læreren eller hvad? - det er da noget af det simpleste grammatik, der overhovedet er i det engelske sprog!"
Mærkbar straf
Senere da vi igen står i skolegården, ser jeg adskillige elever komme med bøjet hoved og med en lærer lige i hælene. Læreren bærer en pind, som ligner en dansk bambuspind (hernede er en bambuspind ca. 10 cm i diameter, så derfor en dansk en af slagsen). Eleverne kommer med ind på et kontor, og døren bliver lukket. Selvom døren er lukket, kan man sagtens regne ud, hvad der sker derinde, og man kan tænke: "Havde han mon for lidt plads til sin havestol?"
Mens vi står og snakker, hører jeg pludselig en svirpende lyd. Jeg vender mig rundt efter lyden, og lige der midt i det hele, står en foroverbøjet dreng med et skærende ansigt. Igen lyder den svirpende lyd, da læreren svinger pinden. Da den rammer, trækker drengens ansigt sig helt sammen, og han holder sig til bagdelen. En 4-5 slag og så er det heldigvis over.
Ingen pisk, ingen autoritet
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at eleverne må hade deres lærere og den pind. Men Slavar fortæller, at han og en anden tysk volontør, som også arbejder på skolen, af nogle elever bliver anset som svage og uden autoritet, fordi de ikke har en pind og ikke vil straffe eleverne på den måde.
Uanset hvad andre måske vil sige, så er jeg ganske godt tilfreds med det danske skolesystem :)
fredag den 19. februar 2010
"Hvad laver du egentlig dernede?"
Det er vist på tide at fortælle lidt om, hvad jeg laver her i Tanzania ud over at gå og lege primitiv turist.
Min helt egen skole
Det, jeg først og fremmest er her for, er at undervise Thea på 6 år. Vi holder skole hver formiddag i et par timer. Mange ting hernede virker lidt som om, man er blevet sat en del år tilbage. Det samme gør vores klasselokale, for det er nemlig mit værelse. Så ligesom i gamle dage bor skolelæreren i skolen :)
Det er et rigtig dejligt og hyggeligt arbejde, og når jeg kun har én elev, kan jeg nemt følge med i, om hun overhovedet lærer noget. Og ja, Thea er ikke anderledes end mange andre på den alder, så hun suger til sig, og så er det fantastisk at være lærer og være vidne til rigtig mange små succeser :)
Arbejde med mening søges
Men et par timers undervisning om dagen og noget børnepasning kan ikke fylde en hel uges lyse timer ud. Så derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad jeg kunne finde på at lave, som ikke bare ville blive at lave noget for at lave noget - men hvor det også ville give mening at bruge tid på.
Til sidst i alle mine overvejelser kom jeg frem til at prøve at starte noget kreativt arbejde op for de unge i kirken. Måske er det lidt svært at se, at det skulle give særlig meget mening, men det gør det. I kirkens ungdomsarbejde kommer der faktisk ingen piger, og det er utrolig svært at få dem til at komme. Men noget kreativt arbejde appellerer ret meget til pigerne, og måske kan det lykkes på den måde at få de unge piger lidt mere med ind i kirken.
En totalt fed oplevelse!
Jeg startede det op i dag, og jeg må nok indrømme, at jeg den sidste uge har gået og tænkt, at dette var totalt skørt - hvem gider at bruge deres fredag eftermiddag på at sidde og lave smykker af en gammel kokosskal?! Hele formiddagen tænkte jeg, at jeg nok skulle være glad, hvis der kom en enkelt tre kvarter efter, vi skulle have startet. Så med min sodoku-bog i tasken gik jeg ned til kirken. Men alle mine bange anelser var totalt spildte! Samtidig med mig kom der tre andre og indenfor ikke ret lang tid, var der kommet ti - jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, det var virkelig fedt :) Fire af dem var piger, så det er en okay start. Vi knækkede en kokosskal i små dele, sleb dem og lavede mønstre i dem med sandpapir - mange af dem blev rigtig fine, og det var virkelig hyggeligt!
Sådan en oplevelse giver blod på tanden, og jeg glæder mig allerede til næste fredag :) Jeg havde slet ikke turde håbe på noget lignende!
På længere sigt
Senere kan det måske lykkes at lave nogle ting, som kan sælges, så de lærer at skulle yde noget for at tjene penge til et eller andet bestemt projekt - hvilket mange hernede vil have godt af at lære!
Andre småting
Derudover får jeg for tiden swahiliundervisning 2 x 2 timer om ugen, er med i søndagsskolen og kirkens ungdomsarbejde, og så spiller jeg volley med de unge.
Det blev vist til et lidt kedeligt indlæg, men det var noget om, hvad jeg laver til dagligt hernede på nuværende tidspunkt, og jeg håber på, at der måske dukker nogle flere spændende ting op, jeg kan få fingrene i :)
- og ikke to dage er ens, for der er hele tiden noget nyt og spændende at opleve, så det er bestemt ikke kedeligt at være her :)
Min helt egen skole
Det, jeg først og fremmest er her for, er at undervise Thea på 6 år. Vi holder skole hver formiddag i et par timer. Mange ting hernede virker lidt som om, man er blevet sat en del år tilbage. Det samme gør vores klasselokale, for det er nemlig mit værelse. Så ligesom i gamle dage bor skolelæreren i skolen :)
Det er et rigtig dejligt og hyggeligt arbejde, og når jeg kun har én elev, kan jeg nemt følge med i, om hun overhovedet lærer noget. Og ja, Thea er ikke anderledes end mange andre på den alder, så hun suger til sig, og så er det fantastisk at være lærer og være vidne til rigtig mange små succeser :)
Arbejde med mening søges
Men et par timers undervisning om dagen og noget børnepasning kan ikke fylde en hel uges lyse timer ud. Så derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad jeg kunne finde på at lave, som ikke bare ville blive at lave noget for at lave noget - men hvor det også ville give mening at bruge tid på.
Til sidst i alle mine overvejelser kom jeg frem til at prøve at starte noget kreativt arbejde op for de unge i kirken. Måske er det lidt svært at se, at det skulle give særlig meget mening, men det gør det. I kirkens ungdomsarbejde kommer der faktisk ingen piger, og det er utrolig svært at få dem til at komme. Men noget kreativt arbejde appellerer ret meget til pigerne, og måske kan det lykkes på den måde at få de unge piger lidt mere med ind i kirken.
En totalt fed oplevelse!
Jeg startede det op i dag, og jeg må nok indrømme, at jeg den sidste uge har gået og tænkt, at dette var totalt skørt - hvem gider at bruge deres fredag eftermiddag på at sidde og lave smykker af en gammel kokosskal?! Hele formiddagen tænkte jeg, at jeg nok skulle være glad, hvis der kom en enkelt tre kvarter efter, vi skulle have startet. Så med min sodoku-bog i tasken gik jeg ned til kirken. Men alle mine bange anelser var totalt spildte! Samtidig med mig kom der tre andre og indenfor ikke ret lang tid, var der kommet ti - jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, det var virkelig fedt :) Fire af dem var piger, så det er en okay start. Vi knækkede en kokosskal i små dele, sleb dem og lavede mønstre i dem med sandpapir - mange af dem blev rigtig fine, og det var virkelig hyggeligt!
Sådan en oplevelse giver blod på tanden, og jeg glæder mig allerede til næste fredag :) Jeg havde slet ikke turde håbe på noget lignende!
På længere sigt
Senere kan det måske lykkes at lave nogle ting, som kan sælges, så de lærer at skulle yde noget for at tjene penge til et eller andet bestemt projekt - hvilket mange hernede vil have godt af at lære!
Andre småting
Derudover får jeg for tiden swahiliundervisning 2 x 2 timer om ugen, er med i søndagsskolen og kirkens ungdomsarbejde, og så spiller jeg volley med de unge.
Det blev vist til et lidt kedeligt indlæg, men det var noget om, hvad jeg laver til dagligt hernede på nuværende tidspunkt, og jeg håber på, at der måske dukker nogle flere spændende ting op, jeg kan få fingrene i :)
- og ikke to dage er ens, for der er hele tiden noget nyt og spændende at opleve, så det er bestemt ikke kedeligt at være her :)
fredag den 12. februar 2010
Karibu i en sildetønde
Pyh hvor er det varmt, og hvor er jeg dog klistret. Jeg føler nærmest, at jeg er klistret sammen med min sidemand.
En mærkelig sild
Jeg sidder ved siden af en kvinde og hendes lille pige. Hun er nok et par år gammel,og har indtil nu været lidt urolig. Jeg har lige sat mig ved siden af dem, og nu tier pigen pludselig stille og er i stedet faldet fuldstændig i staver. Hun sidder på sin mors skød med vidt åbne øjne og halvt åben mund - "Hvad er det dog for et underligt væsen? Hvorfor har hun ingen farve?" synes jeg næsten at kunne læse på hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile til hende og hendes mor og more mig lidt, for hvor ser hun dog kær ud med sit lille mørke undrende ansigt. De omkringsiddende trækker også lidt på smilebåndet af situationen, og ja, jeg kan godt forstå hendes undren, for jeg falder ret meget udenfor i forhold til alle de andre, jeg sidder klemt sammen med i daladala'en, hvor jeg er.
En sidemand fylder (ikke)!
Hvis jeg skal sammenligne en daladala med noget hjemme i Danmark, vil det nok blive en rutebil, selvom det laaangtfra er det samme! Der hjemme syntes jeg sommetider, det kunne være irriterende, når der var så mange med bussen, at jeg blev nødt til at skulle sidde sammen med en anden - men det er der vist lavet om på nu; hvis man sidder to på et sæde, har man rigtig rigtig god plads, vil jeg lige sige :)
Nå, du bruger også Rexona
Rent fysisk er en daladala nærmest et "folkevognsrugbrød", hvor princippet "ryk en balle, så er der plads til alle" bliver praktiseret i stor stil. Den anden dag da jeg skulle tage en daladala nedad i byen, gik jeg ned til vejen og hen til den plads over for markedet, hvor de kører fra. Ligeså snart jeg nærmede mig, begyndte de at råbe: "Mzungu, mzungu", som de kalder alle hvide. Jeg kom hen til en daladala, som var godt proppet med mennesker, men "Karibu" - velkommen! "Asante, asante" (tak, tak), tænkte jeg, "hvordan i al verden skal jeg være derinde?!" Men jeg fik mig møvet ind og måtte stå op i en 135º vinkel det første stykke vej. Så kom jeg ned at sidde på et sæde, hvor vi sad meget tæt - men åbenbart ikke tættere end, at der sagtens kunne klemmes en mere ned mellem os. Det tør siges, at man virkelig kommer hinanden ved hernede!
Ha ha ha en blegfis
Det er også langt fra kun de små børn, der synes, det er spændende, at sådan en blegfis er taget med en propfuld daladala. Alle glor - og snakker! Godt nok forstår jeg ikke ret meget swahili, men der skal ikke så meget til, før man kan fornemme, at de sidder og snakker om mig. Og når man så er hoppet af og kan høre, at der bliver grinet samtidig med, at man kan høre ordet "mzungu" blive nævnt flere gange, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at man ikke forstår noget mere af deres sprog :)
1 kr. fra eller til?
Noget af det, der gør, at man sagtens kan acceptere denne klistren op ad hinanden, er selvfølgelig, at det er en del af Tanzania og en ret sjov oplevelse. Men også at det for mig er uhørt billigt. Det koster 250 shilling - 1 kr. - uanset hvor du skal hen. Du kan stå på på udgangsstedet og køre med helt til vejs ende for 1 kr. Alligevel er der folk omkring mig, som vælger at gå, når de skal på arbejde, på indkøb osv. i stedet for at tage daladala'en - simpelthen for at spare penge, så de i stedet har til mad, tøj og andre nødvendige ting.
En mærkelig sild
Jeg sidder ved siden af en kvinde og hendes lille pige. Hun er nok et par år gammel,og har indtil nu været lidt urolig. Jeg har lige sat mig ved siden af dem, og nu tier pigen pludselig stille og er i stedet faldet fuldstændig i staver. Hun sidder på sin mors skød med vidt åbne øjne og halvt åben mund - "Hvad er det dog for et underligt væsen? Hvorfor har hun ingen farve?" synes jeg næsten at kunne læse på hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile til hende og hendes mor og more mig lidt, for hvor ser hun dog kær ud med sit lille mørke undrende ansigt. De omkringsiddende trækker også lidt på smilebåndet af situationen, og ja, jeg kan godt forstå hendes undren, for jeg falder ret meget udenfor i forhold til alle de andre, jeg sidder klemt sammen med i daladala'en, hvor jeg er.
En sidemand fylder (ikke)!
Hvis jeg skal sammenligne en daladala med noget hjemme i Danmark, vil det nok blive en rutebil, selvom det laaangtfra er det samme! Der hjemme syntes jeg sommetider, det kunne være irriterende, når der var så mange med bussen, at jeg blev nødt til at skulle sidde sammen med en anden - men det er der vist lavet om på nu; hvis man sidder to på et sæde, har man rigtig rigtig god plads, vil jeg lige sige :)
Nå, du bruger også Rexona
Rent fysisk er en daladala nærmest et "folkevognsrugbrød", hvor princippet "ryk en balle, så er der plads til alle" bliver praktiseret i stor stil. Den anden dag da jeg skulle tage en daladala nedad i byen, gik jeg ned til vejen og hen til den plads over for markedet, hvor de kører fra. Ligeså snart jeg nærmede mig, begyndte de at råbe: "Mzungu, mzungu", som de kalder alle hvide. Jeg kom hen til en daladala, som var godt proppet med mennesker, men "Karibu" - velkommen! "Asante, asante" (tak, tak), tænkte jeg, "hvordan i al verden skal jeg være derinde?!" Men jeg fik mig møvet ind og måtte stå op i en 135º vinkel det første stykke vej. Så kom jeg ned at sidde på et sæde, hvor vi sad meget tæt - men åbenbart ikke tættere end, at der sagtens kunne klemmes en mere ned mellem os. Det tør siges, at man virkelig kommer hinanden ved hernede!
Ha ha ha en blegfis
Det er også langt fra kun de små børn, der synes, det er spændende, at sådan en blegfis er taget med en propfuld daladala. Alle glor - og snakker! Godt nok forstår jeg ikke ret meget swahili, men der skal ikke så meget til, før man kan fornemme, at de sidder og snakker om mig. Og når man så er hoppet af og kan høre, at der bliver grinet samtidig med, at man kan høre ordet "mzungu" blive nævnt flere gange, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at man ikke forstår noget mere af deres sprog :)
1 kr. fra eller til?
Noget af det, der gør, at man sagtens kan acceptere denne klistren op ad hinanden, er selvfølgelig, at det er en del af Tanzania og en ret sjov oplevelse. Men også at det for mig er uhørt billigt. Det koster 250 shilling - 1 kr. - uanset hvor du skal hen. Du kan stå på på udgangsstedet og køre med helt til vejs ende for 1 kr. Alligevel er der folk omkring mig, som vælger at gå, når de skal på arbejde, på indkøb osv. i stedet for at tage daladala'en - simpelthen for at spare penge, så de i stedet har til mad, tøj og andre nødvendige ting.
torsdag den 4. februar 2010
Kan vandhanen løbe tør for vand?!
Det sker ikke så tit i Danmark, at man kan åbne for vandhanen, uden der kommer vand ud - med mindre man i forevejen er blevet oplyst om, at der er lukket for vandet i en kortere periode. Men ja, det sker altså her i Tanzania.
Her hvor jeg bor, får vi vand fra byen, og derudover opsamler vi lidt regnvand. Men den anden dag lød konstateringen: "Vi har ikke mere vand. Tanken er tom". Øhh nå okay og hvad i al verden gør man så?!? Vi henter det selvfølgelig da bare ude i Tanganyika søen :)
Musungo'erne på strandtur
Vi fyldte bagagerummet i bilen op med store plastictønder, og så gik turen ud til stranden. Her var der liv af mænd, der arbejdede med deres fiskerbåde og kvinder, der vaskede tøj. I mellem dem legede børnene. Eller det vil sige, da vi kom, stoppede legen til fordel for at stå og se på, hvad sådan nogle musungo'er som os lavede. Alle hvide bliver kaldt 'musungo', som ikke betyder 'white man', ligesom mange af tanzanierne opfatter det som om. Det betyder bare en, der rejser rundt og kan ligeså godt bruges om mørke tilrejsende som hvide, men det nægter de selv at bruge det om.
Ikke så ringe endda
Bilen blev parkeret ude i vandet, og mens Just, missionæren, og Jimmi, en arbejder, fyldte tønderne med vand, kunne børnene og jeg da lige bade lidt i den dejlige lune sø. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget :)
Hallooo regn
Vi har ikke fået ret meget regnvand i den tid, jeg har været her. Sommetider begynder det at blæse, og skyerne trækker sig sammen, men det er sjældent, det ender med at regne. Vi kan se, at det regner i områderne omkring os, men bare ikke lige her, hvor vi er.
Kinesiske propper i skyerne
Hvis man spørger en tanzanier om, hvorfor det er sådan, får man svaret, at det er kinesernes skyld. Der er kinesere i byen for tiden for at lave vejene. Og efter tanzaniernes overbevisning har de noget mekanik, som kan stoppe regnen, så den ikke skylder vejene i stykker. Det lyder som en kæmpe joke: "mekanik, der kan stoppe regnen, yeah right som om", men tanzanierne tror virkelig helt alvorligt på det!
Hvad forklaringen er på, at det ikke regner lige her, ved jeg ikke, men jeg er åbenbart kommet så langt ud, at kinesisk mekanik er en helt fin forklaring.
Unødvendigt vandforbrug - no way!
Vi har igen vand - både det vi selv hentede, og der er kommet noget fra byen igen. Vi skal ikke lege vandkamp, men vi har vand til det, der er nødvendigt at bruge vand til.
Her hvor jeg bor, får vi vand fra byen, og derudover opsamler vi lidt regnvand. Men den anden dag lød konstateringen: "Vi har ikke mere vand. Tanken er tom". Øhh nå okay og hvad i al verden gør man så?!? Vi henter det selvfølgelig da bare ude i Tanganyika søen :)
Musungo'erne på strandtur
Vi fyldte bagagerummet i bilen op med store plastictønder, og så gik turen ud til stranden. Her var der liv af mænd, der arbejdede med deres fiskerbåde og kvinder, der vaskede tøj. I mellem dem legede børnene. Eller det vil sige, da vi kom, stoppede legen til fordel for at stå og se på, hvad sådan nogle musungo'er som os lavede. Alle hvide bliver kaldt 'musungo', som ikke betyder 'white man', ligesom mange af tanzanierne opfatter det som om. Det betyder bare en, der rejser rundt og kan ligeså godt bruges om mørke tilrejsende som hvide, men det nægter de selv at bruge det om.
Ikke så ringe endda
Bilen blev parkeret ude i vandet, og mens Just, missionæren, og Jimmi, en arbejder, fyldte tønderne med vand, kunne børnene og jeg da lige bade lidt i den dejlige lune sø. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget :)
Hallooo regn
Vi har ikke fået ret meget regnvand i den tid, jeg har været her. Sommetider begynder det at blæse, og skyerne trækker sig sammen, men det er sjældent, det ender med at regne. Vi kan se, at det regner i områderne omkring os, men bare ikke lige her, hvor vi er.
Kinesiske propper i skyerne
Hvis man spørger en tanzanier om, hvorfor det er sådan, får man svaret, at det er kinesernes skyld. Der er kinesere i byen for tiden for at lave vejene. Og efter tanzaniernes overbevisning har de noget mekanik, som kan stoppe regnen, så den ikke skylder vejene i stykker. Det lyder som en kæmpe joke: "mekanik, der kan stoppe regnen, yeah right som om", men tanzanierne tror virkelig helt alvorligt på det!
Hvad forklaringen er på, at det ikke regner lige her, ved jeg ikke, men jeg er åbenbart kommet så langt ud, at kinesisk mekanik er en helt fin forklaring.
Unødvendigt vandforbrug - no way!
Vi har igen vand - både det vi selv hentede, og der er kommet noget fra byen igen. Vi skal ikke lege vandkamp, men vi har vand til det, der er nødvendigt at bruge vand til.
torsdag den 28. januar 2010
Ikke tale, bare snakke
"Jeg kigger lige i min kalender, for at se hvornår jeg har tid til at snakke med dig. Hmm jah, jeg kan vist lige presse det ind onsdag eftermiddag, hvis ikke det tager alt for lang tid".
- En umulig sætning i Tanzania!!
Snak, snak, snik, snak
Mange ting tager vi hvide til Afrika for at lære fra os, men der er bestemt også ting, vi kan lære af afrikanerne. Fx det at snakke med hinanden.
Hvis man har brug for og lyst til at snakke nu, så snakker man nu. Og man snakker med alle, ikke kun dem, man i forevejen kender.
En tur til byen
Den anden dag var vi en tur nede i byen, og det skal eller kan man ikke sammenligne med noget som helst derhjemme. Det er en masse små butikker, og de fleste af dem er nærmest bare en slags boder. De ligger ligeså tæt ned ad en støvet jordvej. Man kan ikke gå rundt og se på hylder, for man kan kun akkurat lige komme ind og stå på gulvet, og så står man foran disken. Og så skal man ellers bare sige, hvad man gerne vil købe, og så finder købmanden det på de ret fyldte hylder, som er hele vejen rundt bagved disken. Og det er ikke markedet, vi snakker om - det er byen.
En kø behøver ikke være lig med kedsomhed
Nå, men det var egentlig slet ikke det, jeg ville fortælle. Vi skulle også have hævet nogle penge, så derfor stod vi en kø med en 3-4 andre mennesker ude foran banken med hæveautomaten. Vi stod bare og ventede på, at det blev vores tur, og lige pludselig vender fyren, der står foran os, sig om og begynder at snakke og spørge og gøre ved. Jeg troede, det var en, Susanne (missionærkonen, som jeg bor os) kendte, for han snakkede på livet løs. Men det var det ikke. Sådan gør man bare hernede.
Vigtige hvide
Afrikanerne er ikke så private og vigtige, som vi hvide nogle gange er. Hvor mange af os kunne finde på at vende os om og begynde at snakke med den vildt fremmede, der står bagved os i køen i Bilka? Vist ikke så mange. Men hvorfor egentlig ikke; det ville da blive noget mindre kedeligt at stå i kø :)
Bagsiden af medaljen
Men som så meget andet, har afrikanernes snaksaglighed også en bagside. "Hvorfor kommer du en time for sent?" "Jeg mødte lige en på vejen, som jeg skulle snakke med". Og nej, for afrikanerne er det ikke en dårlig undskyldning; det er ganske normalt.
Men det er ret svært, for ikke at sige umuligt, at holde et samfund kørende ordentligt, når alting er så løst. Så der har vi så noget, vi kan lære dem.
- En umulig sætning i Tanzania!!
Snak, snak, snik, snak
Mange ting tager vi hvide til Afrika for at lære fra os, men der er bestemt også ting, vi kan lære af afrikanerne. Fx det at snakke med hinanden.
Hvis man har brug for og lyst til at snakke nu, så snakker man nu. Og man snakker med alle, ikke kun dem, man i forevejen kender.
En tur til byen
Den anden dag var vi en tur nede i byen, og det skal eller kan man ikke sammenligne med noget som helst derhjemme. Det er en masse små butikker, og de fleste af dem er nærmest bare en slags boder. De ligger ligeså tæt ned ad en støvet jordvej. Man kan ikke gå rundt og se på hylder, for man kan kun akkurat lige komme ind og stå på gulvet, og så står man foran disken. Og så skal man ellers bare sige, hvad man gerne vil købe, og så finder købmanden det på de ret fyldte hylder, som er hele vejen rundt bagved disken. Og det er ikke markedet, vi snakker om - det er byen.
En kø behøver ikke være lig med kedsomhed
Nå, men det var egentlig slet ikke det, jeg ville fortælle. Vi skulle også have hævet nogle penge, så derfor stod vi en kø med en 3-4 andre mennesker ude foran banken med hæveautomaten. Vi stod bare og ventede på, at det blev vores tur, og lige pludselig vender fyren, der står foran os, sig om og begynder at snakke og spørge og gøre ved. Jeg troede, det var en, Susanne (missionærkonen, som jeg bor os) kendte, for han snakkede på livet løs. Men det var det ikke. Sådan gør man bare hernede.
Vigtige hvide
Afrikanerne er ikke så private og vigtige, som vi hvide nogle gange er. Hvor mange af os kunne finde på at vende os om og begynde at snakke med den vildt fremmede, der står bagved os i køen i Bilka? Vist ikke så mange. Men hvorfor egentlig ikke; det ville da blive noget mindre kedeligt at stå i kø :)
Bagsiden af medaljen
Men som så meget andet, har afrikanernes snaksaglighed også en bagside. "Hvorfor kommer du en time for sent?" "Jeg mødte lige en på vejen, som jeg skulle snakke med". Og nej, for afrikanerne er det ikke en dårlig undskyldning; det er ganske normalt.
Men det er ret svært, for ikke at sige umuligt, at holde et samfund kørende ordentligt, når alting er så løst. Så der har vi så noget, vi kan lære dem.
torsdag den 21. januar 2010
Tanzania, here I am!
Det virker ret skørt, at det er januar måned, når jeg sidder og koger for åbne vinduer og iført sommertøj! Jeg fløj til Kigoma fra Dar es Salaam i går formiddags - en flyvetur på ca. 3 timer, hvilket siger lidt om distancerne her i landet.
Kigoma Airport = grusvej
Jeg landede i Kigoma, og jeg ville ikke have troet på, at det var en lufthavn i funktion, hvis ikke det var fordi, jeg selv lige var landet der. Landingsbanen mindede en del om vores privatvej derhjemme - en grusvej. Dog er vores privatvej ikke lavet af det smukke røde jord, som er hernede. Og "bagagebåndet" var et hul i væggen med en gammel slidt træplade til at lægge bagagen på. Men vi landede sikkert, bagagen var med, og ja egentlig så var denne lufthavn så dejlig enkel at finde ud af i forhold til fx Heathrow i London.
Jeg elsker mit myggenet
Selvom jeg kun har været her i et døgnstid, synes jeg allerede, jeg har mødt udfordringer. Fx at skulle sove i et værelse, hvor der kravler gekkoer rundt på væggene. En gekko er en slags firben. Jeg sørgede for at få myggenettet godt og grundigt sat fast rundt langs madrassen, så jeg kunne være nogenlunde i sikkerhed under det. Ikke fordi de overhovedet er farlige, og jeg vænner mig nok til dem på et tidspunkt.
En lille godnatsang
Jeg faldt i søvn med musik syngende i ørerne. Og nej, det var hverken Casting Crowns eller Taylor Swift eller andet selvvalgt, men afrikansk diskotekmusik, hvilket er meget rytmisk på en hel anden måde, end rytmisk musik er i Danmark.
Der ligger et diskotek lige ved siden af den lille bygning, hvor mit værelse er i, og selv en onsdag aften var der godt gang i den derover. Hvordan mon det ikke bliver i weekenden?!
Afrikanske udfordringer
Der er utroligt mange indtryk og udfordringer at tage stilling til lige nu. Ting som bare er rene selvfølgeligheder derhjemme, er det bare ikke er. Fx skal vi spare meget på el og vand, fordi der simpelthen bare ikke er ret meget af det.
En anden kæmpe udfordring er sproget. Jeg var ret stolt af mig selv, da jeg i morges formåede at sige tak for mad på swahili: "Asante kwa chakula", hvilket fik hushjælperne til at smile stort :)
Det var lige lidt om mine første indtryk og for at sige, at jeg er kommet godt herned.
Kigoma Airport = grusvej
Jeg landede i Kigoma, og jeg ville ikke have troet på, at det var en lufthavn i funktion, hvis ikke det var fordi, jeg selv lige var landet der. Landingsbanen mindede en del om vores privatvej derhjemme - en grusvej. Dog er vores privatvej ikke lavet af det smukke røde jord, som er hernede. Og "bagagebåndet" var et hul i væggen med en gammel slidt træplade til at lægge bagagen på. Men vi landede sikkert, bagagen var med, og ja egentlig så var denne lufthavn så dejlig enkel at finde ud af i forhold til fx Heathrow i London.
Jeg elsker mit myggenet
Selvom jeg kun har været her i et døgnstid, synes jeg allerede, jeg har mødt udfordringer. Fx at skulle sove i et værelse, hvor der kravler gekkoer rundt på væggene. En gekko er en slags firben. Jeg sørgede for at få myggenettet godt og grundigt sat fast rundt langs madrassen, så jeg kunne være nogenlunde i sikkerhed under det. Ikke fordi de overhovedet er farlige, og jeg vænner mig nok til dem på et tidspunkt.
En lille godnatsang
Jeg faldt i søvn med musik syngende i ørerne. Og nej, det var hverken Casting Crowns eller Taylor Swift eller andet selvvalgt, men afrikansk diskotekmusik, hvilket er meget rytmisk på en hel anden måde, end rytmisk musik er i Danmark.
Der ligger et diskotek lige ved siden af den lille bygning, hvor mit værelse er i, og selv en onsdag aften var der godt gang i den derover. Hvordan mon det ikke bliver i weekenden?!
Afrikanske udfordringer
Der er utroligt mange indtryk og udfordringer at tage stilling til lige nu. Ting som bare er rene selvfølgeligheder derhjemme, er det bare ikke er. Fx skal vi spare meget på el og vand, fordi der simpelthen bare ikke er ret meget af det.
En anden kæmpe udfordring er sproget. Jeg var ret stolt af mig selv, da jeg i morges formåede at sige tak for mad på swahili: "Asante kwa chakula", hvilket fik hushjælperne til at smile stort :)
Det var lige lidt om mine første indtryk og for at sige, at jeg er kommet godt herned.
fredag den 8. januar 2010
Så er det lige op over...
"Du skal snart til Tanzania; du befinder dig altså snart i Tanzania" - den er stadig ikke rigtig drønet ind, det virker endnu bare som en drøm, selvom der nu kun er 10 dage til flyet letter.
Jeg skal til Kigoma i det vestlige Tanzania i 5 måneder, hvor jeg skal bo hos Susanne og Just Lauridsen. De er missionærere i området, og min primære opgave bliver at undervise deres ældste datter Thea.
Som forberedelse til rejsen er jeg lige for tiden på Volontørkursus sammen med 12 andre tøser, som også skal sendes ud i den vide verden inden for den nærmeste fremtid.
Vi bliver forberedt på det værste, fx kan forskellige småkravl give sygdomme, hvor tarme fyldt med herlige orme indgår. Sådan en oplysning får sig lige til at overveje en ekstra gang, hvad det er, man har rodet sig ud i. Men sandsynligheden for at blive syg er heldigvis meget lille.
Jeg vil under mit ophold prøve at holde min blog opdateret, hvis ellers strømforholdene og internetforbindelsen tillader det :)
Jeg skal til Kigoma i det vestlige Tanzania i 5 måneder, hvor jeg skal bo hos Susanne og Just Lauridsen. De er missionærere i området, og min primære opgave bliver at undervise deres ældste datter Thea.
Som forberedelse til rejsen er jeg lige for tiden på Volontørkursus sammen med 12 andre tøser, som også skal sendes ud i den vide verden inden for den nærmeste fremtid.
Vi bliver forberedt på det værste, fx kan forskellige småkravl give sygdomme, hvor tarme fyldt med herlige orme indgår. Sådan en oplysning får sig lige til at overveje en ekstra gang, hvad det er, man har rodet sig ud i. Men sandsynligheden for at blive syg er heldigvis meget lille.
Jeg vil under mit ophold prøve at holde min blog opdateret, hvis ellers strømforholdene og internetforbindelsen tillader det :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
