Karibu i en sildetønde

Pyh hvor er det varmt, og hvor er jeg dog klistret. Jeg føler nærmest, at jeg er klistret sammen med min sidemand.

En mærkelig sild
Jeg sidder ved siden af en kvinde og hendes lille pige. Hun er nok et par år gammel,og har indtil nu været lidt urolig. Jeg har lige sat mig ved siden af dem, og nu tier pigen pludselig stille og er i stedet faldet fuldstændig i staver. Hun sidder på sin mors skød med vidt åbne øjne og halvt åben mund - "Hvad er det dog for et underligt væsen? Hvorfor har hun ingen farve?" synes jeg næsten at kunne læse på hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile til hende og hendes mor og more mig lidt, for hvor ser hun dog kær ud med sit lille mørke undrende ansigt. De omkringsiddende trækker også lidt på smilebåndet af situationen, og ja, jeg kan godt forstå hendes undren, for jeg falder ret meget udenfor i forhold til alle de andre, jeg sidder klemt sammen med i daladala'en, hvor jeg er.

En sidemand fylder (ikke)!
Hvis jeg skal sammenligne en daladala med noget hjemme i Danmark, vil det nok blive en rutebil, selvom det laaangtfra er det samme! Der hjemme syntes jeg sommetider, det kunne være irriterende, når der var så mange med bussen, at jeg blev nødt til at skulle sidde sammen med en anden - men det er der vist lavet om på nu; hvis man sidder to på et sæde, har man rigtig rigtig god plads, vil jeg lige sige :)

Nå, du bruger også Rexona
Rent fysisk er en daladala nærmest et "folkevognsrugbrød", hvor princippet "ryk en balle, så er der plads til alle" bliver praktiseret i stor stil. Den anden dag da jeg skulle tage en daladala nedad i byen, gik jeg ned til vejen og hen til den plads over for markedet, hvor de kører fra. Ligeså snart jeg nærmede mig, begyndte de at råbe: "Mzungu, mzungu", som de kalder alle hvide. Jeg kom hen til en daladala, som var godt proppet med mennesker, men "Karibu" - velkommen! "Asante, asante" (tak, tak), tænkte jeg, "hvordan i al verden skal jeg være derinde?!" Men jeg fik mig møvet ind og måtte stå op i en 135º vinkel det første stykke vej. Så kom jeg ned at sidde på et sæde, hvor vi sad meget tæt - men åbenbart ikke tættere end, at der sagtens kunne klemmes en mere ned mellem os. Det tør siges, at man virkelig kommer hinanden ved hernede!

Ha ha ha en blegfis
Det er også langt fra kun de små børn, der synes, det er spændende, at sådan en blegfis er taget med en propfuld daladala. Alle glor - og snakker! Godt nok forstår jeg ikke ret meget swahili, men der skal ikke så meget til, før man kan fornemme, at de sidder og snakker om mig. Og når man så er hoppet af og kan høre, at der bliver grinet samtidig med, at man kan høre ordet "mzungu" blive nævnt flere gange, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at man ikke forstår noget mere af deres sprog :)

1 kr. fra eller til?
Noget af det, der gør, at man sagtens kan acceptere denne klistren op ad hinanden, er selvfølgelig, at det er en del af Tanzania og en ret sjov oplevelse. Men også at det for mig er uhørt billigt. Det koster 250 shilling - 1 kr. - uanset hvor du skal hen. Du kan stå på på udgangsstedet og køre med helt til vejs ende for 1 kr. Alligevel er der folk omkring mig, som vælger at gå, når de skal på arbejde, på indkøb osv. i stedet for at tage daladala'en - simpelthen for at spare penge, så de i stedet har til mad, tøj og andre nødvendige ting.