fredag den 19. februar 2010

"Hvad laver du egentlig dernede?"

Det er vist på tide at fortælle lidt om, hvad jeg laver her i Tanzania ud over at gå og lege primitiv turist.

Min helt egen skole
Det, jeg først og fremmest er her for, er at undervise Thea på 6 år. Vi holder skole hver formiddag i et par timer. Mange ting hernede virker lidt som om, man er blevet sat en del år tilbage. Det samme gør vores klasselokale, for det er nemlig mit værelse. Så ligesom i gamle dage bor skolelæreren i skolen :)
Det er et rigtig dejligt og hyggeligt arbejde, og når jeg kun har én elev, kan jeg nemt følge med i, om hun overhovedet lærer noget. Og ja, Thea er ikke anderledes end mange andre på den alder, så hun suger til sig, og så er det fantastisk at være lærer og være vidne til rigtig mange små succeser :)

Arbejde med mening søges
Men et par timers undervisning om dagen og noget børnepasning kan ikke fylde en hel uges lyse timer ud. Så derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad jeg kunne finde på at lave, som ikke bare ville blive at lave noget for at lave noget - men hvor det også ville give mening at bruge tid på.
Til sidst i alle mine overvejelser kom jeg frem til at prøve at starte noget kreativt arbejde op for de unge i kirken. Måske er det lidt svært at se, at det skulle give særlig meget mening, men det gør det. I kirkens ungdomsarbejde kommer der faktisk ingen piger, og det er utrolig svært at få dem til at komme. Men noget kreativt arbejde appellerer ret meget til pigerne, og måske kan det lykkes på den måde at få de unge piger lidt mere med ind i kirken.

En totalt fed oplevelse!
Jeg startede det op i dag, og jeg må nok indrømme, at jeg den sidste uge har gået og tænkt, at dette var totalt skørt - hvem gider at bruge deres fredag eftermiddag på at sidde og lave smykker af en gammel kokosskal?! Hele formiddagen tænkte jeg, at jeg nok skulle være glad, hvis der kom en enkelt tre kvarter efter, vi skulle have startet. Så med min sodoku-bog i tasken gik jeg ned til kirken. Men alle mine bange anelser var totalt spildte! Samtidig med mig kom der tre andre og indenfor ikke ret lang tid, var der kommet ti - jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, det var virkelig fedt :) Fire af dem var piger, så det er en okay start. Vi knækkede en kokosskal i små dele, sleb dem og lavede mønstre i dem med sandpapir - mange af dem blev rigtig fine, og det var virkelig hyggeligt!
Sådan en oplevelse giver blod på tanden, og jeg glæder mig allerede til næste fredag :) Jeg havde slet ikke turde håbe på noget lignende!

På længere sigt
Senere kan det måske lykkes at lave nogle ting, som kan sælges, så de lærer at skulle yde noget for at tjene penge til et eller andet bestemt projekt - hvilket mange hernede vil have godt af at lære!

Andre småting
Derudover får jeg for tiden swahiliundervisning 2 x 2 timer om ugen, er med i søndagsskolen og kirkens ungdomsarbejde, og så spiller jeg volley med de unge.

Det blev vist til et lidt kedeligt indlæg, men det var noget om, hvad jeg laver til dagligt hernede på nuværende tidspunkt, og jeg håber på, at der måske dukker nogle flere spændende ting op, jeg kan få fingrene i :)
- og ikke to dage er ens, for der er hele tiden noget nyt og spændende at opleve, så det er bestemt ikke kedeligt at være her :)

1 kommentar:

  1. Hej Henrikka

    Dette indlæg er da det mest interessante af dem alle, hvis du spørger mig! ;-) Endelig får jeg læst en stribe af dine indlæg. SÅ godt, at du selv tager initiativ til at mingle med og gøre noget for unge tanzanianere! Sejt!

    Lotte

    SvarSlet