søndag den 28. marts 2010

Modellervoks og akvariefisk

"Karibu chakula!" "Asante sana!" Jeg sidder på en stråmåtte på et cementgulv fuldt af revner, og der er lige blevet sagt værsgo at gå til ... hmm ja, stråmåtten - eller hvad nu man kan sige hernede.

Invita, HTH eller??
Agnes sidder på en lille skammel med albuerne støttende på knæene, mens hun er ved at forberede det sidste af maden. Hun har lige vendt en stor lysegul klump ud af en grå metalgryde, som dem man bruger på et stormkomfur, ud på et stort rundt fad. Det er blevet tilberedt på hendes lille ildsted, som er en ca. 40 cm høj lerklump med en udhulning til kul og med en lille rist over til at sætte ting på. Derudover har hun en lille bitte reol, som ikke er højere end ildstedet, og en stor grøn spand med vand - dét er hendes køkken. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden det er, der gør, at vi nærmest ikke kan få lavet vores køkkener store, avancerede og moderne nok derhjemme, når de kan klare sig med så lidt hernede. Måske er der lidt for os overflodsdanskere at tænke over. En anden tanke, der slog mig, var: "Hvordan mon hun ville gebærde sig i et dansk køkken?"

Ugali og dagar - på dansk
Nå men maden bliver serveret. Den står på almindelig daglig tanzaniansk mad - ugali og dagar. En dag var der en af de unge fra kirken, der spurgte mig om, hvad ugali hed på dansk. "Hmm jah, der er ikke rigtig noget på dansk, der betyder ugali, lille ven". Men hvis jeg skulle finde et ord, der forklarer, hvad det er, ville det nok blive majsmodellervoks. Og dagar ... hmm jah, måske tørre akvariefisk?

At spise på tanzaniansk vis
Ugalien bliver serveret på det store runde fad, Agnes vendte det ud på, mens dagaren er i små dybe tallerkner - en tallerken til hver ... desværre! "Karibu!" (velkommen). "Ja asante sana (mange tak) da, men hvordan spiser man sådan noget her". Jeg tror måske, Agnes synes, jeg ser lidt spørgende ud, for i hvert fald graver hun en lille klump ugali ud af den store klump. Hun ruller den inde i hånden, hvorefter hun putter den ned i dagaren og klemmer en lille fisk med finner og øjne ind i klumpen - og putter den i munden. Javel, det er sådan, man skal gøre det!

Jeg gjorde det!! :)
Jeg tager en klump ugali og smager på den. Det smager ikke af så meget, og kan derfor sagtens spises. Men det er godt nok kompakt føde og ligger tungt i maven. Jeg sidder og kigger på de små fisk nede i min tallerken - kan jeg få mig til at spise sådan en med øjne og det hele?! "Karibu!" får jeg igen at vide, samtidig med at Agnes peger på mine fisk. "Kula kidogo!" (spis lidt). Jeg vil så nødigt virke uhøflig, og det gør man, hvis man siger nej tak hernede, men de har øjne, skelet og finner!!! Jeg prøver at tage mod til mig flere gange. Til sidst får jeg øje på en lille én nede i min tallerken, som ingen hoved har - så er øjnene der i det mindste ikke! Og så gør jeg det. Den lille uskyldige fisk klemt ind i en kæmpe stor klump ugali og så bare ind med det. Jeg prøver at tygge så lidt som muligt på det og synker det så. Det var ikke så galt, som jeg havde frygtet ... men heller ikke så godt, så det er noget, jeg har lyst til at gentage :)

Besøg med udfordringer
Jeg besøger Agnes og hendes gamle mor en gang om ugen. Moren bliver ikke kaldt andet end bibi, som betyder dame eller bedstemor på swahili. Det er helt sikkert en udfordring, hvad kommunikation angår, for Agnes kan ikke særlig meget engelsk, og jeg kan ikke særlig meget swahili. Og for at det ikke skal være løgn, snakker Agnes og hendes mor slet ikke swahili indbyrdes - de snakker stammesprog, og moren kan slet ikke ret meget swahili. Men med lidt fagter og gebærder og en blanding af sprog kan man faktisk godt komme et stykke vej med at kommunikere. Og det er helt klart spændende at besøge nogle af de lokale og se og opleve, hvordan de bor og lever :)

torsdag den 18. marts 2010

Hov, du har pyjamas på

"Hmm mmm, ja sikkert og jeg hedder Karl Børge!" Noget i den stil var min første tanke, da 6-årige Thea (missionærbarnet, som jeg underviser) stille og roligt kom og fortalte, at der stod en zebra udenfor.

Ikke sådan at overbevise
Jeg stod ude i køkkenet og var ved at hjælpe med at stille det sidste an til morgenmaden sammen med BDM's volontører fra Kipili, Simone og Helene. Vi blev bare ved med det, vi var i gang med, for nåe ja som om, der står jo helt sikkert en zebra udenfor - Thea, den kan du altså ikke få os til at hoppe på, og da slet ikke når du siger det i en tone, som du hjemme i Danmark ville bruge til at sige, at der går en kat udenfor :)

Morgenmadstilskuere
Men vi var ikke de eneste på vores missionærkonference, der skulle bildes sådan noget vrøvl ind. Hun fortsatte rundt til nogle af missionærerne, og nogle af dem var godtroende eller overbærende eller hvad det var. I hvert fald gik nogle af dem med hende ud, og da de kom tilbage og pludselig også snakkede om en hest med nattøj på, blev vi nødt til at gå ud for at se, om de var blevet skøre eller stadig havde en masse søvn i øjnene eller hvad.
Men okay, Thea havde ret - der gik en zebra og græssede lige uden for det guest house, vi boede i! Vi fik den at se på meget tæt hold. Hvis vi stod 4 m fra den, stod vi i hvert fald ikke længere væk.
Den er et virkelig fascinerende dyr med dens skarpt markerede striber over alt, opdager man, når man kommer til at stå så tæt på og studere den.

Ikke noget specielt?!
Men hvis det var mig, der havde opdaget, at den stod udenfor, ville jeg nok ikke have valgt at fortælle det til de andre så stille og roligt og nærmest bare som sådan en slags sidebemærkning om en meget normal ting, som Thea gjorde.
DER GÅR EN ZEBRA UDENFOR!!! - sådan ville jeg nok have valgt at komme springende ind og fortalt det :) Men okay, jeg kan bare konstatere og bekræfte, at Thea har boet i Afrika i længere tid, end jeg har :)

Abevækkeur :)
Vi sov neden under abernes legeplads. I hvert fald blev vi vækket ved lyden af aber, der syntes det var sjovt at bruge taget som rutschebane for så at lande ude i træerne :) Det larmer faktisk en hel del kan jeg lige informere om til dem, der ikke har prøvet at sove under en abelegeplads - men ret sjovt at se på, når der pludselig kommer en abe flyvende udenfor vinduet og lander i træerne :)

Så noget af Tanzanias dyreliv kan også opleves uden at tage i nationalparkerne :)

søndag den 7. marts 2010

Cand. luksusspejder :)

Luksusspejderstudiet er et meget praktisk orienteret studie, hvor du lærer at begå dig og leve primitivt - på den fede måde! Altså at leve et luksus-primi-liv (:

Uddannelsessted
Tag derud, hvor du ikke kan komme længere ud i Tanzania - hvis du tager længere, kommer du ud midt i Lake Tanganyika og til Congo - og du har det perfekte uddannelsessted.

Studiets varighed
Studiets varighed afhænger af den studerende og efter hvor godt, man vil have studiets principper ind under huden. For at blive cand. luksusspejder skal man opholde sig i felten i ca. 5 måneder, men man kan også vælge at tage en ph.d i luksusspejderlivet og blive i felten i flere år.

Studiets indhold
Den studerende opnår kompetencer inden for forskellige grene af luksusspejderlivet, fx madlavning. Man lærer, at en gryde kan bruges til andet end at koge kartofler i. Den kan fx også anvendes til at bage kanelsnegle og pizza i over bål.
Et dejligt varmt bad er også et af de projekter, der arbejdes med. Den studerende lærer at varme vand over et kulbål, hvorefter det blandes med koldt vand i en spand, indtil det har en behagelig temperatur. Selve badet foregår ved at anvende en mindre spand til at hælde det tilberedte vand ned over sig.
Forskellige vejrtyper er også et af de emner, den studerende stifter bekendtskab med. Sommetider bagende sol, andre gange ekstrem regn, og det sker også, at den studerende udsættes for lyn- og tordenvejr i en sådan grad, at det gælder om ikke lige at stå det forkerte sted.
Kryb og kravl er heller ikke noget problem efter endt studietid. Fx lærer den studerende, at der er en vis sammenhæng mellem 'klipklapper' og 'kakkelakker' - der er 11 bogstaver i hvert ord, og der er ligesom den samme rytme i ordene. Dette er ikke tilfældigt, for disse to ting hører nemlig tæt sammen. Den studerende oplever nye sider af sine klipklapper, fx at de er et udmærket forsvarsvåben.
Studiestedet er også et udmærket sted at lære at benytte en lommelygte, da det er rigtig mørkt, når det er mørkt - og slanger kan forekomme!
Desuden har den studerende tid til forskellige sysler så som læsning, strikning og dagbogsskrivning, da der ikke forefindes fjernsyn på studiestedet.

Adgangskrav
For at kunne søge ind på studiet skal man have bestået SBX - snobrødseksamen, samt de specifikke krav, dejsnoning på A og pølsepåsætning på B-niveau.

Jobmuligheder
Der er gode muligheder for at studere videre, undervise andre i luksusspejderlivets fantastiske verden eller blot selv nyde godt af de opnåede kompetencer i forskellige situationer.

Studiestart
Der er ledig plads på studiet fra omkring august.

- Mig studerende? Ja da, stud. luksusspejder :) Spejderlejr, du kan bare komme an :)