Det store i de små

Happy, Joy, Babu … det lyser næsten ud af deres navne, hvilke små solstråler de er – Tanzanias unge fremtid.

Joy
Jeg sidder på en stråmåtte i skyggen af et stort mangotræ. Ved siden af mig er en kraftig mama i gang med at flette det korte og filtrede hår på en yngre kvinde. De kan ikke snakke engelsk, så jeg sidder her egentlig bare. Men pludselig dukker Joy op – en lille mørk krudtugle med fletningerne samlet i en strittende tot oven på hovedet :)

Icebreaker i 30˚C’s varme
Mama’en siger noget til hende, hvorefter jeg får stukket noget i hånden – en hjemmelavet stofdukke, som viser en hel del om det afrikanske idealudseende: kæmpebarm, enorm bagdel og BREDE hofter. Et temmelig ejendommeligt syn, når det er lavet i stof :)
Ikke nok med at jeg får dukken; jeg får også en håndfuld stofstrimler i forskellige mønstre. Jeg sidder og fumler lidt med det, for hvad er det lige, hun vil have mig til? Jeg binder nogle af strimlerne rundt om dukken; den kunne godt trænge til at få nogle af alle dens herligheder dækket lidt :)
Men nu er Joy forsvundet. Der går lidt tid, så kommer hun pilende med en trædukkeseng. Vi leger med dukken, giver den nogle andre stofstrimler på, og da jeg laver en lille stofklump og binder den på dukkens ryg, lyser Joys lille runde ansigt helt op: ”Mtoto!”, som betyder barn. Og ja, det var også lige netop det, jeg havde tænkt :)

Hmm en mzungo
Lidt senere da jeg igen sidder og fumler med en masse stofstrimler, fordi Joy, for jeg ved ikke hvilken gang, har gjort mig klart, at jeg skal skifte dukkens tøj, bliver hun simpelthen for nysgerrig: ”Hvordan mon en mzungos hår og lyse hud føles?”, lader hun til at tænke. I hvert fald kravler hun hen bagved mig og begynder at køre sine små mørke fingre igennem mit hår, hvorefter hendes langefinger og pegefinger tager sig en gåtur ned ad min arm.

Tillid på trods
Da jeg gengælder hendes ”finger-gåtur”, skifter hun ansigtsudtryk fra afslappet til let skræmt – men det varer kun et øjeblik, før det går op for hende, at jeg bare gør det samme, som hun gjorde ved mig, og at det er kærligt ment. Det er tydeligt, at hun ikke er vant til et sådan voksen/barn-forhold. ”Hvis en voksen rører ved mig, er det fordi, jeg har gjort noget galt og skal have smæk” – det er tilsyneladende normalen.
Et tillidsforhold er opbygget – uden fælles talesprog og med en verden til forskel mellem os.

Min dejlige Joy
Næste gang jeg kommer forbi, sover Joy middagssøvn. Men da hun søvndrukken kommer væltende ud inde fra stedet, hvor hun har sovet, har hun retning lige mod mig. Hun giver mig en lille t-shirt, som er slidt og deform efter mange vaske. Så kan jeg ellers værsgo at give hende den på :)
Og da jeg skal hjem igen og er begyndt at gå, hører jeg en sød lille stemme bag mig råbe: ”Bye bye, Henrikka!” :)
Joy er bare det helt rigtige navn til hende, for hun er en lille solstråle, som spreder så meget glæde :)

Tanzanias fremtid
Men nogle gange tror jeg, at solen overskinner jordens små solstråler, for tit bliver børn ikke regnet for ret meget hernede – selvom det jo er dem, der er Tanzanias fremtid. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så sært, at landet på mange områder er så langt bagud – for det er jo i barndommen, at rigtig meget af ens identitet bliver formet, og hvis man bare mere eller mindre bliver regnet for en klat ingenting, ja hvad er det så lige for nogle voksne, man får senere?
Dét er også en af grundene til, at missionsarbejdet i Kigoma mere og mere begynder at fokusere på børn og unge, for der har vi reelt en chance for at gøre en forskel.