”Hujambo!” ”Nzuri, nej jambo … øh jeg mener - sijambo!” Nogle gange kan jeg godt tænke: ”Hvorfor ikke bare sige ”hej”; det er da så meget nemmere!” Men nej, ikke altid springer tanzanierne over, hvor gærdet er lavest. I hvert fald ikke når det gælder hilsner :)
Tanzaniere må være lykkelige
Hvis ikke du får lært andet swahili, mens du er her, får du i hvert fald lært nogle hilsner – og ja, NOGLE hilsner, for der er et utal af måder at hilse på på swahili, og til hver hilsen hører et bestemt svar. Den mest brugte hilsen er dog ”habari”, som betyder ”hvordan går det?”, men den findes til gengæld også i jeg ved ikke hvor mange variationer: Habari za nyumbani?, habari za kazi?, habari za familia?, habari za alverdens ting og sager? Det er skik, at man spørger ind til hjemmet, arbejdet, familien og alt muligt andet, man lige kan finde på, inden den egentlige samtale går i gang. Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, hvad pointen er med at bruge så meget tid på det, for man kender på forhånd svaret: nzuri. Alt går altid fint :)
Gensidig fatten hat
Selvom det er hilsnerne, man har mest styr på på swahili, bliver man af og til hilst på engelsk – fordi man jo er en mzungo :) Og så er det altså min tur til at grine af tanzanierne, som de sommetider gør, når jeg kludrer rundt i alle deres hilsner. For det er ikke unormalt at komme gående midt på eftermiddagen og så blive hilst med et ”good morning” – og hvis de slet ikke aner, hvad de egentlig siger: ”Good morning teacher”. Og så er det, man tænker: ”Okay måske har jeg en dårlig hårdag, men jeg er altså ikke lige stået op og ja, jeg underviser en del hernede, men det ved du sådan set ingenting om lille ven :)”
Andre er lidt mere udviklet i deres remse-engelsk og har udviklet deres hilsen til: ”Sister, how are you?” De forstår nok godt, hvad det betyder, når man svarer: ”I’m fine”, eller de ved i hvert fald, at det er svaret på deres spørgsmål, men ligeså snart man så siger: ”What about you?”, står rigtig mange som ét stort spørgsmål og aner ikke, hvad man har spurgt dem om.
Jeg snakker flydende swahili :)
Godt nok er der mange hilsner, men kan man bare nogle af dem, så kan man næsten snakke swahili, og hvis man endda kan sige, hvad man hedder, og hvor man kommer fra, så snakker man flydende swahili og forstår alt, hvad der bliver sagt – eller det tror nogle tanzaniere i hvert fald :)
Hej?!
En dag var der en af de unge i kirken, der spurgte mig, hvad det egentlig betyder, når vi siger ”hej” til hinanden. Jeg skulle lige finde ud af, om han lavede fis med mig, men det gjorde han ikke. Øh ja, det er så den måde, nærmest resten af verden har valgt at hilse hinanden på :) … hvilket også er meget nemmere, end at man skal finde ud af om ”poa” nu er svar på ”jambo” eller ”mambo”, eller om man nu skal sige ”shikamoo” eller kan nøjes med et ”habari” :)
torsdag den 22. april 2010
tirsdag den 13. april 2010
Karibu harusi ... velkommen til bryllup
Du betaler selv, du skal tjekkes ind, du får udleveret mad- og drikkebilletter, og du sidder ved et plastichavebord uden dug og drikker sodavand af flasken. Det lyder mest som et stort lejrlignende arrangement krydret med lidt børnefødselsdag … men faktisk er det beskrivelsen af en tanzaniansk bryllupsfest :)
Velkommen … betal selv!
Det var ikke noget problem at komme til bryllup, selvom jeg overhovedet ikke kendte brudeparret. Det var vores hushjælps svigerinde, der var brud – hvor langt ude kan det lige blive :) Men ja grunden til, at det ikke var det store problem, er, at gæsterne betaler for at komme med til festen, og først når betalingen er sket, får man den egentlige indbydelse.
Tanzaniere og klokken
Vi var indbudt til kl. 13.00 i kirken, men hvis vi kom omkring kl. 14.00, ville det nok passe fint, sagde Wittness, vores hushjælp. Vi var der kl. 14.15, og der var det først lige akkurat gået i gang. Det siger lidt om tanzaniernes præcished eller mangel på samme :)
Fri for ømme kæber
Ved synet af bruden, kunne man ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver du dog her, kvinde?”, hvis ikke man vidste bedre. Bruden må nemlig ikke smile, for det er ikke noget at glæde sig over, det hun nu går ind til. Og nej der er heller ikke meget at smile af, hvis ægteskabet bliver, som de vist er flest hernede: manden er overhovedet, og kvinden må pænt indpasse sig. Talen i kirken handlede om mandens og kvindens rolle i forhold til hinanden, og flere gange skulle bruden neje dybt for gommen for at vise sin underkastelse og ydmyghed.
Men heldigvis havde hun rigtig svært ved at holde et kæmpestort smil tilbage, og det var vist heldigt for gommen, at han gerne måtte smile, for det ville vist have været blevet ret svært at skjule hans glæde :)
Velkommen til dansekulturen
Det var ikke meget, vi så til brudeparret til festen, for de sad godt gemt bagved palmegrene og balloner oppe på en scene. Men dog fik vi skålet med dem – og en masse andre – da der var skåle-runde-dans-et-eller-andet :) Alle dansede op omkring brudeparret med vores sodavand og skålede med dem og alle andre, man mødte på vejen. Lidt på samme måde foregik det med gaverne, hvor vi også dansede op og afleverede dem i de grupper, de var fra.
Tre i en
Hvor det primære til en dansk bryllupsfest nærmest er maden, er det det ikke i Tanzania. Vi fik én portionsanrettet ret serveret ca. tre kvarter før festen var færdig – så det var suppe, steg og is på en ny, enkel og tidsbesparende måde :) Og det sker vist ikke så tit, at man sidder og er fedtet totalt ind i fedt fra en stegt kylling og spiser ris med en ske til et bryllup :) Men så fik man også prøvet det :)
Velkommen … betal selv!
Det var ikke noget problem at komme til bryllup, selvom jeg overhovedet ikke kendte brudeparret. Det var vores hushjælps svigerinde, der var brud – hvor langt ude kan det lige blive :) Men ja grunden til, at det ikke var det store problem, er, at gæsterne betaler for at komme med til festen, og først når betalingen er sket, får man den egentlige indbydelse.
Tanzaniere og klokken
Vi var indbudt til kl. 13.00 i kirken, men hvis vi kom omkring kl. 14.00, ville det nok passe fint, sagde Wittness, vores hushjælp. Vi var der kl. 14.15, og der var det først lige akkurat gået i gang. Det siger lidt om tanzaniernes præcished eller mangel på samme :)
Fri for ømme kæber
Ved synet af bruden, kunne man ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver du dog her, kvinde?”, hvis ikke man vidste bedre. Bruden må nemlig ikke smile, for det er ikke noget at glæde sig over, det hun nu går ind til. Og nej der er heller ikke meget at smile af, hvis ægteskabet bliver, som de vist er flest hernede: manden er overhovedet, og kvinden må pænt indpasse sig. Talen i kirken handlede om mandens og kvindens rolle i forhold til hinanden, og flere gange skulle bruden neje dybt for gommen for at vise sin underkastelse og ydmyghed.
Men heldigvis havde hun rigtig svært ved at holde et kæmpestort smil tilbage, og det var vist heldigt for gommen, at han gerne måtte smile, for det ville vist have været blevet ret svært at skjule hans glæde :)
Velkommen til dansekulturen
Det var ikke meget, vi så til brudeparret til festen, for de sad godt gemt bagved palmegrene og balloner oppe på en scene. Men dog fik vi skålet med dem – og en masse andre – da der var skåle-runde-dans-et-eller-andet :) Alle dansede op omkring brudeparret med vores sodavand og skålede med dem og alle andre, man mødte på vejen. Lidt på samme måde foregik det med gaverne, hvor vi også dansede op og afleverede dem i de grupper, de var fra.
Tre i en
Hvor det primære til en dansk bryllupsfest nærmest er maden, er det det ikke i Tanzania. Vi fik én portionsanrettet ret serveret ca. tre kvarter før festen var færdig – så det var suppe, steg og is på en ny, enkel og tidsbesparende måde :) Og det sker vist ikke så tit, at man sidder og er fedtet totalt ind i fedt fra en stegt kylling og spiser ris med en ske til et bryllup :) Men så fik man også prøvet det :)
søndag den 4. april 2010
JUBIII :D
"Bwana Yesu asifiwe!!!" (Pris Herren Jesus!!!) Denne sætning, eller måske nærmere udråb, har man kunnet høre blive råbt fra forskellige retninger i dag, Påskedag, når man har været uden for.
Hestehale og t-shirt = lidt malplaceret
Kirken var allerede fuld af festklædte mennesker, da vi ankom, og der blev ved med at komme folk til. Der blev sat ekstra bænke ind, og hvis der var en lille plads på en af bænkene i herresiden, så var det okay, at en kvinde satte sig dér. Kvinderne var så flot klædt i farvestrålende og mønstrede dragter, og håret, eller parykken for en dels vedkommende, var sat i alle mulige utrolige frisurer; forskellige forme for fletninger, totter og haler. Jeg følte mig lidt ufantasifuld med min hestehale :)
Selv koret havde syet ens gule dragter til dagens anledning.
Fest og ... fantastisk!
Da vi kom ned i kirken var der allerede godt gang i den med musik - hvilket man også sagtens kunne høre hjemmefra :) Men ikke kun musik, for hernede er det sådan, at man ikke går til gymnastik - nej, man går bare til kor. Jeg forstod ikke rigtigt noget af det, de sang, men hele deres udstråling viste tydeligt, at det var et glædeligt budskab. De dansede, og deres ansigter strålede om kap med solen. Og ikke bare koret, men også nogle af kirkegængerne gik ud på midtergangen og dansede, mens resten af menigheden klappede.
Kirken var også blevet pyntet med stof og balloner arrangeret på forskellige måder. Der var virkelig glæde og fest!
Wow egentlig!
Lige i taget var min første tanke: "Klap nu lige hesten, og sæt jer ned og slap af!" Men helt ærligt, så er det mig - og måske også lidt generelt kirken i Danmark - der klapper hesten lige lovligt meget. For hvis man tænker på, hvad det var, der skete Påskedag, så er der da ikke andet at gøre end at synge, klappe og danse og råbe: "Bwana Yesu asifiwe!!!" :D Det er jo den største festdag, man kan tænke sig, og så sidder vi bare der på vores flade på kirkebænken hjemme i Danmark. Hallo mand, vi er lige blevet givet den største gave, man kan tænke sig - evigt liv - helt gratis; vi skal bare række hænderne frem og tage imod den! Det er da fantastisk :) Så, Bwana Yesu asifiwe!!!
Rigtig glædelig påske til enhver her fra Tanzania :)
Hestehale og t-shirt = lidt malplaceret
Kirken var allerede fuld af festklædte mennesker, da vi ankom, og der blev ved med at komme folk til. Der blev sat ekstra bænke ind, og hvis der var en lille plads på en af bænkene i herresiden, så var det okay, at en kvinde satte sig dér. Kvinderne var så flot klædt i farvestrålende og mønstrede dragter, og håret, eller parykken for en dels vedkommende, var sat i alle mulige utrolige frisurer; forskellige forme for fletninger, totter og haler. Jeg følte mig lidt ufantasifuld med min hestehale :)
Selv koret havde syet ens gule dragter til dagens anledning.
Fest og ... fantastisk!
Da vi kom ned i kirken var der allerede godt gang i den med musik - hvilket man også sagtens kunne høre hjemmefra :) Men ikke kun musik, for hernede er det sådan, at man ikke går til gymnastik - nej, man går bare til kor. Jeg forstod ikke rigtigt noget af det, de sang, men hele deres udstråling viste tydeligt, at det var et glædeligt budskab. De dansede, og deres ansigter strålede om kap med solen. Og ikke bare koret, men også nogle af kirkegængerne gik ud på midtergangen og dansede, mens resten af menigheden klappede.
Kirken var også blevet pyntet med stof og balloner arrangeret på forskellige måder. Der var virkelig glæde og fest!
Wow egentlig!
Lige i taget var min første tanke: "Klap nu lige hesten, og sæt jer ned og slap af!" Men helt ærligt, så er det mig - og måske også lidt generelt kirken i Danmark - der klapper hesten lige lovligt meget. For hvis man tænker på, hvad det var, der skete Påskedag, så er der da ikke andet at gøre end at synge, klappe og danse og råbe: "Bwana Yesu asifiwe!!!" :D Det er jo den største festdag, man kan tænke sig, og så sidder vi bare der på vores flade på kirkebænken hjemme i Danmark. Hallo mand, vi er lige blevet givet den største gave, man kan tænke sig - evigt liv - helt gratis; vi skal bare række hænderne frem og tage imod den! Det er da fantastisk :) Så, Bwana Yesu asifiwe!!!
Rigtig glædelig påske til enhver her fra Tanzania :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
