Modellervoks og akvariefisk

"Karibu chakula!" "Asante sana!" Jeg sidder på en stråmåtte på et cementgulv fuldt af revner, og der er lige blevet sagt værsgo at gå til ... hmm ja, stråmåtten - eller hvad nu man kan sige hernede.

Invita, HTH eller??
Agnes sidder på en lille skammel med albuerne støttende på knæene, mens hun er ved at forberede det sidste af maden. Hun har lige vendt en stor lysegul klump ud af en grå metalgryde, som dem man bruger på et stormkomfur, ud på et stort rundt fad. Det er blevet tilberedt på hendes lille ildsted, som er en ca. 40 cm høj lerklump med en udhulning til kul og med en lille rist over til at sætte ting på. Derudover har hun en lille bitte reol, som ikke er højere end ildstedet, og en stor grøn spand med vand - dét er hendes køkken. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden det er, der gør, at vi nærmest ikke kan få lavet vores køkkener store, avancerede og moderne nok derhjemme, når de kan klare sig med så lidt hernede. Måske er der lidt for os overflodsdanskere at tænke over. En anden tanke, der slog mig, var: "Hvordan mon hun ville gebærde sig i et dansk køkken?"

Ugali og dagar - på dansk
Nå men maden bliver serveret. Den står på almindelig daglig tanzaniansk mad - ugali og dagar. En dag var der en af de unge fra kirken, der spurgte mig om, hvad ugali hed på dansk. "Hmm jah, der er ikke rigtig noget på dansk, der betyder ugali, lille ven". Men hvis jeg skulle finde et ord, der forklarer, hvad det er, ville det nok blive majsmodellervoks. Og dagar ... hmm jah, måske tørre akvariefisk?

At spise på tanzaniansk vis
Ugalien bliver serveret på det store runde fad, Agnes vendte det ud på, mens dagaren er i små dybe tallerkner - en tallerken til hver ... desværre! "Karibu!" (velkommen). "Ja asante sana (mange tak) da, men hvordan spiser man sådan noget her". Jeg tror måske, Agnes synes, jeg ser lidt spørgende ud, for i hvert fald graver hun en lille klump ugali ud af den store klump. Hun ruller den inde i hånden, hvorefter hun putter den ned i dagaren og klemmer en lille fisk med finner og øjne ind i klumpen - og putter den i munden. Javel, det er sådan, man skal gøre det!

Jeg gjorde det!! :)
Jeg tager en klump ugali og smager på den. Det smager ikke af så meget, og kan derfor sagtens spises. Men det er godt nok kompakt føde og ligger tungt i maven. Jeg sidder og kigger på de små fisk nede i min tallerken - kan jeg få mig til at spise sådan en med øjne og det hele?! "Karibu!" får jeg igen at vide, samtidig med at Agnes peger på mine fisk. "Kula kidogo!" (spis lidt). Jeg vil så nødigt virke uhøflig, og det gør man, hvis man siger nej tak hernede, men de har øjne, skelet og finner!!! Jeg prøver at tage mod til mig flere gange. Til sidst får jeg øje på en lille én nede i min tallerken, som ingen hoved har - så er øjnene der i det mindste ikke! Og så gør jeg det. Den lille uskyldige fisk klemt ind i en kæmpe stor klump ugali og så bare ind med det. Jeg prøver at tygge så lidt som muligt på det og synker det så. Det var ikke så galt, som jeg havde frygtet ... men heller ikke så godt, så det er noget, jeg har lyst til at gentage :)

Besøg med udfordringer
Jeg besøger Agnes og hendes gamle mor en gang om ugen. Moren bliver ikke kaldt andet end bibi, som betyder dame eller bedstemor på swahili. Det er helt sikkert en udfordring, hvad kommunikation angår, for Agnes kan ikke særlig meget engelsk, og jeg kan ikke særlig meget swahili. Og for at det ikke skal være løgn, snakker Agnes og hendes mor slet ikke swahili indbyrdes - de snakker stammesprog, og moren kan slet ikke ret meget swahili. Men med lidt fagter og gebærder og en blanding af sprog kan man faktisk godt komme et stykke vej med at kommunikere. Og det er helt klart spændende at besøge nogle af de lokale og se og opleve, hvordan de bor og lever :)