søndag den 4. juli 2010

The end

Følelsen er nøjagtig, som når man er vågnet efter en rigtig dejlig drøm – man ville ønske, at man bare lige kunne lukke øjnene og fortsætte drømmen, der hvor den blev afbrudt. Men lige meget hvor ihærdigt, man forsøger at vende tilbage, så er man vågnet, og drømmen er slut.

Danmark er mærkelig
Jeg sidder i toget på vej hjem fra Kastrup. Det er søndag formiddag, og jeg er bestemt ikke den eneste, der har valgt at tage med dette tog. Stort set hele turen til Vendsyssel sidder jeg egentlig bare og lurer rundt, betragter folk og landskab og prøver at overbevise mig selv om, at jeg faktisk er i Danmark. Jeg er her fysisk, men ikke psykisk. Men en ting er alligevel sikker: jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det ikke er Tanzania, jeg sidder og ser rundt på længere. Folk er pludselig klædt i ultra korte shorts, små toppe, smarte sandaler og solbriller. Jeg forstår, hvad alle siger, og hvad der står på skiltene. Bare det, at alle er hvide, virker underligt.

Er en dansker virkelig sådan?!
Før jeg tog af sted, var dansk kultur og danskeres kendetegn ikke noget, jeg have tænkt videre over eller bidt mærke i. Men mand, hvor har jeg fået andre briller på i løbet af det sidste halvårs tid.
Hvis ikke I vidste det, så kan jeg informere om, at vi danskere har en attitude, der virkelig indikerer, at vi har nok i os selv. Bare det at vi ikke hilser på hinanden – nogen har endda så travlt, så lidt overskud, er så højt på strå, eller hvad nu i alverden der er galt med os, til at hilse igen, hvis man hilser på dem.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi godt nok skal til at tage os lidt sammen.

Danske privilegier
Nå, jeg trængte bare lige til at få nogle aggressioner ud. Selvfølgelig er der også ting i Danmark, jeg ikke vil klage over. Fx tog jeg mig selv i nær at have stået og hevet min mobiloplader frem og tilbage i stikkontakten den anden dag. Men okay, stikkontakterne fungerer bedre i Danmark end i Tanzania, hvor man som regel skulle stå og ”lede efter” strømmen :)
Jeg nyder da også at kunne tage et glas koldt vand fra vandhanen. Det ved jeg på en anden måde nu, at dét er det ikke alle, der har mulighed for.

Og hun levede lykkeligt …
Det har simpelthen været et fantastisk halvår! Det har helt klart fået mig til at revurdere mit liv og hvilke værdier, jeg egentlig ønsker at bygge det på og fylde det med.
Det var første gang, jeg var i Afrika, men det var bestemt ikke sidste. Jeg glæder mig til at få muligheden for igen at rejse derned – måske i forbindelse med folkesundhedsvidenskabsstudiet, som jeg begynder på efter sommerferien.

Til slut vil jeg gerne sige 1000 TAK for jeres interesse. Det har været super med den opbakning, der har været.

Så nu må jeg desværre sige: Snip snap snude, nu er mit (første) Afrika-eventyr ude!

onsdag den 2. juni 2010

Kwaheri Kigoma!

Så er dagen kommet, hvor det er tid til at tage afsked med Kigoma - byen jeg har boet i de sidste godt fire måneder.
Men men … jeg kommer ikke hjem endnu :) For først skal jeg nemlig på en 30 timers sejltur på Tanganyika Søen, se et 200 m højt vandfald, på safari, til Kilimanjaro og til Zanzibar – sammen med Simone og Helene, som er BDM’s to andre volontører.
Men d. 26. juni vender flyveren næsen mod nordligere himmelstrøg igen, og så er mit tanzaniske eventyr slut – I skal nok få slutningen at høre, når jeg kommer hjem :)
Men foreløbigt var det lige det her fra Tanzania!

torsdag den 27. maj 2010

Det store i de små

Happy, Joy, Babu … det lyser næsten ud af deres navne, hvilke små solstråler de er – Tanzanias unge fremtid.

Joy
Jeg sidder på en stråmåtte i skyggen af et stort mangotræ. Ved siden af mig er en kraftig mama i gang med at flette det korte og filtrede hår på en yngre kvinde. De kan ikke snakke engelsk, så jeg sidder her egentlig bare. Men pludselig dukker Joy op – en lille mørk krudtugle med fletningerne samlet i en strittende tot oven på hovedet :)

Icebreaker i 30˚C’s varme
Mama’en siger noget til hende, hvorefter jeg får stukket noget i hånden – en hjemmelavet stofdukke, som viser en hel del om det afrikanske idealudseende: kæmpebarm, enorm bagdel og BREDE hofter. Et temmelig ejendommeligt syn, når det er lavet i stof :)
Ikke nok med at jeg får dukken; jeg får også en håndfuld stofstrimler i forskellige mønstre. Jeg sidder og fumler lidt med det, for hvad er det lige, hun vil have mig til? Jeg binder nogle af strimlerne rundt om dukken; den kunne godt trænge til at få nogle af alle dens herligheder dækket lidt :)
Men nu er Joy forsvundet. Der går lidt tid, så kommer hun pilende med en trædukkeseng. Vi leger med dukken, giver den nogle andre stofstrimler på, og da jeg laver en lille stofklump og binder den på dukkens ryg, lyser Joys lille runde ansigt helt op: ”Mtoto!”, som betyder barn. Og ja, det var også lige netop det, jeg havde tænkt :)

Hmm en mzungo
Lidt senere da jeg igen sidder og fumler med en masse stofstrimler, fordi Joy, for jeg ved ikke hvilken gang, har gjort mig klart, at jeg skal skifte dukkens tøj, bliver hun simpelthen for nysgerrig: ”Hvordan mon en mzungos hår og lyse hud føles?”, lader hun til at tænke. I hvert fald kravler hun hen bagved mig og begynder at køre sine små mørke fingre igennem mit hår, hvorefter hendes langefinger og pegefinger tager sig en gåtur ned ad min arm.

Tillid på trods
Da jeg gengælder hendes ”finger-gåtur”, skifter hun ansigtsudtryk fra afslappet til let skræmt – men det varer kun et øjeblik, før det går op for hende, at jeg bare gør det samme, som hun gjorde ved mig, og at det er kærligt ment. Det er tydeligt, at hun ikke er vant til et sådan voksen/barn-forhold. ”Hvis en voksen rører ved mig, er det fordi, jeg har gjort noget galt og skal have smæk” – det er tilsyneladende normalen.
Et tillidsforhold er opbygget – uden fælles talesprog og med en verden til forskel mellem os.

Min dejlige Joy
Næste gang jeg kommer forbi, sover Joy middagssøvn. Men da hun søvndrukken kommer væltende ud inde fra stedet, hvor hun har sovet, har hun retning lige mod mig. Hun giver mig en lille t-shirt, som er slidt og deform efter mange vaske. Så kan jeg ellers værsgo at give hende den på :)
Og da jeg skal hjem igen og er begyndt at gå, hører jeg en sød lille stemme bag mig råbe: ”Bye bye, Henrikka!” :)
Joy er bare det helt rigtige navn til hende, for hun er en lille solstråle, som spreder så meget glæde :)

Tanzanias fremtid
Men nogle gange tror jeg, at solen overskinner jordens små solstråler, for tit bliver børn ikke regnet for ret meget hernede – selvom det jo er dem, der er Tanzanias fremtid. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så sært, at landet på mange områder er så langt bagud – for det er jo i barndommen, at rigtig meget af ens identitet bliver formet, og hvis man bare mere eller mindre bliver regnet for en klat ingenting, ja hvad er det så lige for nogle voksne, man får senere?
Dét er også en af grundene til, at missionsarbejdet i Kigoma mere og mere begynder at fokusere på børn og unge, for der har vi reelt en chance for at gøre en forskel.

onsdag den 5. maj 2010

Afrikansk rynkemiddel

”Aaavuu – du er ved at rykke både hår og hoved af mig!!!” Nej, jeg har ikke været oppe at slås; jeg har bare været ved frisøren :)

Jeg har aldrig før … hos frisøren
… smidt skoene, før jeg gik ind.
… siddet og ventet, fordi frisørerne lige skulle have en omgang ugali og dagar indtaget på frisørsalonens gulv, inden de kunne fortsætte arbejdet.
… siddet på en gammel sofahynde på gulvet, hvilket faktisk var mzungo-luksus, for de andre sad bare direkte på gulvet.
… haft en frisør til at stå … eller sidde og pille i mit hår i to timer – hvilket nok måske siger mere om mig end om Tanzania.
… kun betalt 32 kr. for et frisørbesøg – det virker ikke af særlig meget, men det svarer faktisk til næsten to tanzaniske daglønninger.
… haft så mange små fletninger i mit hår.
… lidt så meget for skønheden, eller hvad det nu er - ens hår bliver strammet voldsomt meget, og det gør bare … NAS!
… haft færre rynker i panden.
… haft paryk – det har jeg næsten nu, for der blev flettet en del kunstigt hår med. Nok fordi mzungo-hår er af en lidt anden kaliber end afrika-hår, hvilket også resulterer i, at rigtig mange gerne vil røre ved ens hår.
… fået stukket håret ind i et stearinlys – men det var måden at stoppe fletningerne på.
… prøvet at mit hår har forstyrret min nattesøvn – man sover ikke frygtelig godt oven på sådan en dynge fletninger :)
Og sidst men ikke mindst
… blevet piftet af på hjem fra frisøren – hvis ikke man synes, den opmærksomhed, man fik før, var nok, så skal man bare få flettet sit hår. Så er man pludselig et fornyet interesseobjekt :)

”Kan de vaskes?”
Da jeg kom hjem, blev mit afrikastylede hår mødt med en del spørgsmål, men det mest komiske og overraskende kom fra Just (missionæren): ”Kan du så vaske dem?” ”What?! Om jeg kan vaske dem?” Så tror jeg vist bare, det er ved at være tid til at pille dem ud, hvis de trænger til at blive vasket :)
Jeg har ikke lige eksperimenteret med det, men jeg må alligevel indrømme, at jeg er kommet til at tænke på, om det måske egentlig godt kan lade sig gøre. For nede hos frisøren skulle alle dem, der kom, mens jeg var der – og det var faktisk en del – have lavet diverse former for fletninger, og de fleste havde fletninger i forvejen, som bare skulle laves om. Og jeg så ikke nogen, der fik vasket hår, sååå … måske kan de vaskes :)

For kort? – no way!
Længden af ens hår - eller mangel på samme - er ingen hindring for at få flettet manken. Jeg var vidne til, at hår helt ned til omkring 3 cm blev flettet i tynde franske fletninger. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke har tålmodighed til at blive frisør hernede :)

Det var lige en lille beretning om min knivfrie ansigtsløftning :)

torsdag den 22. april 2010

Go' daw do!

”Hujambo!” ”Nzuri, nej jambo … øh jeg mener - sijambo!” Nogle gange kan jeg godt tænke: ”Hvorfor ikke bare sige ”hej”; det er da så meget nemmere!” Men nej, ikke altid springer tanzanierne over, hvor gærdet er lavest. I hvert fald ikke når det gælder hilsner :)

Tanzaniere må være lykkelige
Hvis ikke du får lært andet swahili, mens du er her, får du i hvert fald lært nogle hilsner – og ja, NOGLE hilsner, for der er et utal af måder at hilse på på swahili, og til hver hilsen hører et bestemt svar. Den mest brugte hilsen er dog ”habari”, som betyder ”hvordan går det?”, men den findes til gengæld også i jeg ved ikke hvor mange variationer: Habari za nyumbani?, habari za kazi?, habari za familia?, habari za alverdens ting og sager? Det er skik, at man spørger ind til hjemmet, arbejdet, familien og alt muligt andet, man lige kan finde på, inden den egentlige samtale går i gang. Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, hvad pointen er med at bruge så meget tid på det, for man kender på forhånd svaret: nzuri. Alt går altid fint :)

Gensidig fatten hat
Selvom det er hilsnerne, man har mest styr på på swahili, bliver man af og til hilst på engelsk – fordi man jo er en mzungo :) Og så er det altså min tur til at grine af tanzanierne, som de sommetider gør, når jeg kludrer rundt i alle deres hilsner. For det er ikke unormalt at komme gående midt på eftermiddagen og så blive hilst med et ”good morning” – og hvis de slet ikke aner, hvad de egentlig siger: ”Good morning teacher”. Og så er det, man tænker: ”Okay måske har jeg en dårlig hårdag, men jeg er altså ikke lige stået op og ja, jeg underviser en del hernede, men det ved du sådan set ingenting om lille ven :)”
Andre er lidt mere udviklet i deres remse-engelsk og har udviklet deres hilsen til: ”Sister, how are you?” De forstår nok godt, hvad det betyder, når man svarer: ”I’m fine”, eller de ved i hvert fald, at det er svaret på deres spørgsmål, men ligeså snart man så siger: ”What about you?”, står rigtig mange som ét stort spørgsmål og aner ikke, hvad man har spurgt dem om.

Jeg snakker flydende swahili :)
Godt nok er der mange hilsner, men kan man bare nogle af dem, så kan man næsten snakke swahili, og hvis man endda kan sige, hvad man hedder, og hvor man kommer fra, så snakker man flydende swahili og forstår alt, hvad der bliver sagt – eller det tror nogle tanzaniere i hvert fald :)

Hej?!
En dag var der en af de unge i kirken, der spurgte mig, hvad det egentlig betyder, når vi siger ”hej” til hinanden. Jeg skulle lige finde ud af, om han lavede fis med mig, men det gjorde han ikke. Øh ja, det er så den måde, nærmest resten af verden har valgt at hilse hinanden på :) … hvilket også er meget nemmere, end at man skal finde ud af om ”poa” nu er svar på ”jambo” eller ”mambo”, eller om man nu skal sige ”shikamoo” eller kan nøjes med et ”habari” :)

tirsdag den 13. april 2010

Karibu harusi ... velkommen til bryllup

Du betaler selv, du skal tjekkes ind, du får udleveret mad- og drikkebilletter, og du sidder ved et plastichavebord uden dug og drikker sodavand af flasken. Det lyder mest som et stort lejrlignende arrangement krydret med lidt børnefødselsdag … men faktisk er det beskrivelsen af en tanzaniansk bryllupsfest :)

Velkommen … betal selv!
Det var ikke noget problem at komme til bryllup, selvom jeg overhovedet ikke kendte brudeparret. Det var vores hushjælps svigerinde, der var brud – hvor langt ude kan det lige blive :) Men ja grunden til, at det ikke var det store problem, er, at gæsterne betaler for at komme med til festen, og først når betalingen er sket, får man den egentlige indbydelse.

Tanzaniere og klokken
Vi var indbudt til kl. 13.00 i kirken, men hvis vi kom omkring kl. 14.00, ville det nok passe fint, sagde Wittness, vores hushjælp. Vi var der kl. 14.15, og der var det først lige akkurat gået i gang. Det siger lidt om tanzaniernes præcished eller mangel på samme :)

Fri for ømme kæber
Ved synet af bruden, kunne man ikke lade være med at tænke: ”Hvad laver du dog her, kvinde?”, hvis ikke man vidste bedre. Bruden må nemlig ikke smile, for det er ikke noget at glæde sig over, det hun nu går ind til. Og nej der er heller ikke meget at smile af, hvis ægteskabet bliver, som de vist er flest hernede: manden er overhovedet, og kvinden må pænt indpasse sig. Talen i kirken handlede om mandens og kvindens rolle i forhold til hinanden, og flere gange skulle bruden neje dybt for gommen for at vise sin underkastelse og ydmyghed.
Men heldigvis havde hun rigtig svært ved at holde et kæmpestort smil tilbage, og det var vist heldigt for gommen, at han gerne måtte smile, for det ville vist have været blevet ret svært at skjule hans glæde :)

Velkommen til dansekulturen
Det var ikke meget, vi så til brudeparret til festen, for de sad godt gemt bagved palmegrene og balloner oppe på en scene. Men dog fik vi skålet med dem – og en masse andre – da der var skåle-runde-dans-et-eller-andet :) Alle dansede op omkring brudeparret med vores sodavand og skålede med dem og alle andre, man mødte på vejen. Lidt på samme måde foregik det med gaverne, hvor vi også dansede op og afleverede dem i de grupper, de var fra.

Tre i en
Hvor det primære til en dansk bryllupsfest nærmest er maden, er det det ikke i Tanzania. Vi fik én portionsanrettet ret serveret ca. tre kvarter før festen var færdig – så det var suppe, steg og is på en ny, enkel og tidsbesparende måde :) Og det sker vist ikke så tit, at man sidder og er fedtet totalt ind i fedt fra en stegt kylling og spiser ris med en ske til et bryllup :) Men så fik man også prøvet det :)

søndag den 4. april 2010

JUBIII :D

"Bwana Yesu asifiwe!!!" (Pris Herren Jesus!!!) Denne sætning, eller måske nærmere udråb, har man kunnet høre blive råbt fra forskellige retninger i dag, Påskedag, når man har været uden for.

Hestehale og t-shirt = lidt malplaceret
Kirken var allerede fuld af festklædte mennesker, da vi ankom, og der blev ved med at komme folk til. Der blev sat ekstra bænke ind, og hvis der var en lille plads på en af bænkene i herresiden, så var det okay, at en kvinde satte sig dér. Kvinderne var så flot klædt i farvestrålende og mønstrede dragter, og håret, eller parykken for en dels vedkommende, var sat i alle mulige utrolige frisurer; forskellige forme for fletninger, totter og haler. Jeg følte mig lidt ufantasifuld med min hestehale :)
Selv koret havde syet ens gule dragter til dagens anledning.

Fest og ... fantastisk!
Da vi kom ned i kirken var der allerede godt gang i den med musik - hvilket man også sagtens kunne høre hjemmefra :) Men ikke kun musik, for hernede er det sådan, at man ikke går til gymnastik - nej, man går bare til kor. Jeg forstod ikke rigtigt noget af det, de sang, men hele deres udstråling viste tydeligt, at det var et glædeligt budskab. De dansede, og deres ansigter strålede om kap med solen. Og ikke bare koret, men også nogle af kirkegængerne gik ud på midtergangen og dansede, mens resten af menigheden klappede.
Kirken var også blevet pyntet med stof og balloner arrangeret på forskellige måder. Der var virkelig glæde og fest!

Wow egentlig!
Lige i taget var min første tanke: "Klap nu lige hesten, og sæt jer ned og slap af!" Men helt ærligt, så er det mig - og måske også lidt generelt kirken i Danmark - der klapper hesten lige lovligt meget. For hvis man tænker på, hvad det var, der skete Påskedag, så er der da ikke andet at gøre end at synge, klappe og danse og råbe: "Bwana Yesu asifiwe!!!" :D Det er jo den største festdag, man kan tænke sig, og så sidder vi bare der på vores flade på kirkebænken hjemme i Danmark. Hallo mand, vi er lige blevet givet den største gave, man kan tænke sig - evigt liv - helt gratis; vi skal bare række hænderne frem og tage imod den! Det er da fantastisk :) Så, Bwana Yesu asifiwe!!!

Rigtig glædelig påske til enhver her fra Tanzania :)