"Karibu chakula!" "Asante sana!" Jeg sidder på en stråmåtte på et cementgulv fuldt af revner, og der er lige blevet sagt værsgo at gå til ... hmm ja, stråmåtten - eller hvad nu man kan sige hernede.
Invita, HTH eller??
Agnes sidder på en lille skammel med albuerne støttende på knæene, mens hun er ved at forberede det sidste af maden. Hun har lige vendt en stor lysegul klump ud af en grå metalgryde, som dem man bruger på et stormkomfur, ud på et stort rundt fad. Det er blevet tilberedt på hendes lille ildsted, som er en ca. 40 cm høj lerklump med en udhulning til kul og med en lille rist over til at sætte ting på. Derudover har hun en lille bitte reol, som ikke er højere end ildstedet, og en stor grøn spand med vand - dét er hendes køkken. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad i alverden det er, der gør, at vi nærmest ikke kan få lavet vores køkkener store, avancerede og moderne nok derhjemme, når de kan klare sig med så lidt hernede. Måske er der lidt for os overflodsdanskere at tænke over. En anden tanke, der slog mig, var: "Hvordan mon hun ville gebærde sig i et dansk køkken?"
Ugali og dagar - på dansk
Nå men maden bliver serveret. Den står på almindelig daglig tanzaniansk mad - ugali og dagar. En dag var der en af de unge fra kirken, der spurgte mig om, hvad ugali hed på dansk. "Hmm jah, der er ikke rigtig noget på dansk, der betyder ugali, lille ven". Men hvis jeg skulle finde et ord, der forklarer, hvad det er, ville det nok blive majsmodellervoks. Og dagar ... hmm jah, måske tørre akvariefisk?
At spise på tanzaniansk vis
Ugalien bliver serveret på det store runde fad, Agnes vendte det ud på, mens dagaren er i små dybe tallerkner - en tallerken til hver ... desværre! "Karibu!" (velkommen). "Ja asante sana (mange tak) da, men hvordan spiser man sådan noget her". Jeg tror måske, Agnes synes, jeg ser lidt spørgende ud, for i hvert fald graver hun en lille klump ugali ud af den store klump. Hun ruller den inde i hånden, hvorefter hun putter den ned i dagaren og klemmer en lille fisk med finner og øjne ind i klumpen - og putter den i munden. Javel, det er sådan, man skal gøre det!
Jeg gjorde det!! :)
Jeg tager en klump ugali og smager på den. Det smager ikke af så meget, og kan derfor sagtens spises. Men det er godt nok kompakt føde og ligger tungt i maven. Jeg sidder og kigger på de små fisk nede i min tallerken - kan jeg få mig til at spise sådan en med øjne og det hele?! "Karibu!" får jeg igen at vide, samtidig med at Agnes peger på mine fisk. "Kula kidogo!" (spis lidt). Jeg vil så nødigt virke uhøflig, og det gør man, hvis man siger nej tak hernede, men de har øjne, skelet og finner!!! Jeg prøver at tage mod til mig flere gange. Til sidst får jeg øje på en lille én nede i min tallerken, som ingen hoved har - så er øjnene der i det mindste ikke! Og så gør jeg det. Den lille uskyldige fisk klemt ind i en kæmpe stor klump ugali og så bare ind med det. Jeg prøver at tygge så lidt som muligt på det og synker det så. Det var ikke så galt, som jeg havde frygtet ... men heller ikke så godt, så det er noget, jeg har lyst til at gentage :)
Besøg med udfordringer
Jeg besøger Agnes og hendes gamle mor en gang om ugen. Moren bliver ikke kaldt andet end bibi, som betyder dame eller bedstemor på swahili. Det er helt sikkert en udfordring, hvad kommunikation angår, for Agnes kan ikke særlig meget engelsk, og jeg kan ikke særlig meget swahili. Og for at det ikke skal være løgn, snakker Agnes og hendes mor slet ikke swahili indbyrdes - de snakker stammesprog, og moren kan slet ikke ret meget swahili. Men med lidt fagter og gebærder og en blanding af sprog kan man faktisk godt komme et stykke vej med at kommunikere. Og det er helt klart spændende at besøge nogle af de lokale og se og opleve, hvordan de bor og lever :)
søndag den 28. marts 2010
torsdag den 18. marts 2010
Hov, du har pyjamas på
"Hmm mmm, ja sikkert og jeg hedder Karl Børge!" Noget i den stil var min første tanke, da 6-årige Thea (missionærbarnet, som jeg underviser) stille og roligt kom og fortalte, at der stod en zebra udenfor.
Ikke sådan at overbevise
Jeg stod ude i køkkenet og var ved at hjælpe med at stille det sidste an til morgenmaden sammen med BDM's volontører fra Kipili, Simone og Helene. Vi blev bare ved med det, vi var i gang med, for nåe ja som om, der står jo helt sikkert en zebra udenfor - Thea, den kan du altså ikke få os til at hoppe på, og da slet ikke når du siger det i en tone, som du hjemme i Danmark ville bruge til at sige, at der går en kat udenfor :)
Morgenmadstilskuere
Men vi var ikke de eneste på vores missionærkonference, der skulle bildes sådan noget vrøvl ind. Hun fortsatte rundt til nogle af missionærerne, og nogle af dem var godtroende eller overbærende eller hvad det var. I hvert fald gik nogle af dem med hende ud, og da de kom tilbage og pludselig også snakkede om en hest med nattøj på, blev vi nødt til at gå ud for at se, om de var blevet skøre eller stadig havde en masse søvn i øjnene eller hvad.
Men okay, Thea havde ret - der gik en zebra og græssede lige uden for det guest house, vi boede i! Vi fik den at se på meget tæt hold. Hvis vi stod 4 m fra den, stod vi i hvert fald ikke længere væk.
Den er et virkelig fascinerende dyr med dens skarpt markerede striber over alt, opdager man, når man kommer til at stå så tæt på og studere den.
Ikke noget specielt?!
Men hvis det var mig, der havde opdaget, at den stod udenfor, ville jeg nok ikke have valgt at fortælle det til de andre så stille og roligt og nærmest bare som sådan en slags sidebemærkning om en meget normal ting, som Thea gjorde.
DER GÅR EN ZEBRA UDENFOR!!! - sådan ville jeg nok have valgt at komme springende ind og fortalt det :) Men okay, jeg kan bare konstatere og bekræfte, at Thea har boet i Afrika i længere tid, end jeg har :)
Abevækkeur :)
Vi sov neden under abernes legeplads. I hvert fald blev vi vækket ved lyden af aber, der syntes det var sjovt at bruge taget som rutschebane for så at lande ude i træerne :) Det larmer faktisk en hel del kan jeg lige informere om til dem, der ikke har prøvet at sove under en abelegeplads - men ret sjovt at se på, når der pludselig kommer en abe flyvende udenfor vinduet og lander i træerne :)
Så noget af Tanzanias dyreliv kan også opleves uden at tage i nationalparkerne :)
Ikke sådan at overbevise
Jeg stod ude i køkkenet og var ved at hjælpe med at stille det sidste an til morgenmaden sammen med BDM's volontører fra Kipili, Simone og Helene. Vi blev bare ved med det, vi var i gang med, for nåe ja som om, der står jo helt sikkert en zebra udenfor - Thea, den kan du altså ikke få os til at hoppe på, og da slet ikke når du siger det i en tone, som du hjemme i Danmark ville bruge til at sige, at der går en kat udenfor :)
Morgenmadstilskuere
Men vi var ikke de eneste på vores missionærkonference, der skulle bildes sådan noget vrøvl ind. Hun fortsatte rundt til nogle af missionærerne, og nogle af dem var godtroende eller overbærende eller hvad det var. I hvert fald gik nogle af dem med hende ud, og da de kom tilbage og pludselig også snakkede om en hest med nattøj på, blev vi nødt til at gå ud for at se, om de var blevet skøre eller stadig havde en masse søvn i øjnene eller hvad.
Men okay, Thea havde ret - der gik en zebra og græssede lige uden for det guest house, vi boede i! Vi fik den at se på meget tæt hold. Hvis vi stod 4 m fra den, stod vi i hvert fald ikke længere væk.
Den er et virkelig fascinerende dyr med dens skarpt markerede striber over alt, opdager man, når man kommer til at stå så tæt på og studere den.
Ikke noget specielt?!
Men hvis det var mig, der havde opdaget, at den stod udenfor, ville jeg nok ikke have valgt at fortælle det til de andre så stille og roligt og nærmest bare som sådan en slags sidebemærkning om en meget normal ting, som Thea gjorde.
DER GÅR EN ZEBRA UDENFOR!!! - sådan ville jeg nok have valgt at komme springende ind og fortalt det :) Men okay, jeg kan bare konstatere og bekræfte, at Thea har boet i Afrika i længere tid, end jeg har :)
Abevækkeur :)
Vi sov neden under abernes legeplads. I hvert fald blev vi vækket ved lyden af aber, der syntes det var sjovt at bruge taget som rutschebane for så at lande ude i træerne :) Det larmer faktisk en hel del kan jeg lige informere om til dem, der ikke har prøvet at sove under en abelegeplads - men ret sjovt at se på, når der pludselig kommer en abe flyvende udenfor vinduet og lander i træerne :)
Så noget af Tanzanias dyreliv kan også opleves uden at tage i nationalparkerne :)
søndag den 7. marts 2010
Cand. luksusspejder :)
Luksusspejderstudiet er et meget praktisk orienteret studie, hvor du lærer at begå dig og leve primitivt - på den fede måde! Altså at leve et luksus-primi-liv (:
Uddannelsessted
Tag derud, hvor du ikke kan komme længere ud i Tanzania - hvis du tager længere, kommer du ud midt i Lake Tanganyika og til Congo - og du har det perfekte uddannelsessted.
Studiets varighed
Studiets varighed afhænger af den studerende og efter hvor godt, man vil have studiets principper ind under huden. For at blive cand. luksusspejder skal man opholde sig i felten i ca. 5 måneder, men man kan også vælge at tage en ph.d i luksusspejderlivet og blive i felten i flere år.
Studiets indhold
Den studerende opnår kompetencer inden for forskellige grene af luksusspejderlivet, fx madlavning. Man lærer, at en gryde kan bruges til andet end at koge kartofler i. Den kan fx også anvendes til at bage kanelsnegle og pizza i over bål.
Et dejligt varmt bad er også et af de projekter, der arbejdes med. Den studerende lærer at varme vand over et kulbål, hvorefter det blandes med koldt vand i en spand, indtil det har en behagelig temperatur. Selve badet foregår ved at anvende en mindre spand til at hælde det tilberedte vand ned over sig.
Forskellige vejrtyper er også et af de emner, den studerende stifter bekendtskab med. Sommetider bagende sol, andre gange ekstrem regn, og det sker også, at den studerende udsættes for lyn- og tordenvejr i en sådan grad, at det gælder om ikke lige at stå det forkerte sted.
Kryb og kravl er heller ikke noget problem efter endt studietid. Fx lærer den studerende, at der er en vis sammenhæng mellem 'klipklapper' og 'kakkelakker' - der er 11 bogstaver i hvert ord, og der er ligesom den samme rytme i ordene. Dette er ikke tilfældigt, for disse to ting hører nemlig tæt sammen. Den studerende oplever nye sider af sine klipklapper, fx at de er et udmærket forsvarsvåben.
Studiestedet er også et udmærket sted at lære at benytte en lommelygte, da det er rigtig mørkt, når det er mørkt - og slanger kan forekomme!
Desuden har den studerende tid til forskellige sysler så som læsning, strikning og dagbogsskrivning, da der ikke forefindes fjernsyn på studiestedet.
Adgangskrav
For at kunne søge ind på studiet skal man have bestået SBX - snobrødseksamen, samt de specifikke krav, dejsnoning på A og pølsepåsætning på B-niveau.
Jobmuligheder
Der er gode muligheder for at studere videre, undervise andre i luksusspejderlivets fantastiske verden eller blot selv nyde godt af de opnåede kompetencer i forskellige situationer.
Studiestart
Der er ledig plads på studiet fra omkring august.
- Mig studerende? Ja da, stud. luksusspejder :) Spejderlejr, du kan bare komme an :)
Uddannelsessted
Tag derud, hvor du ikke kan komme længere ud i Tanzania - hvis du tager længere, kommer du ud midt i Lake Tanganyika og til Congo - og du har det perfekte uddannelsessted.
Studiets varighed
Studiets varighed afhænger af den studerende og efter hvor godt, man vil have studiets principper ind under huden. For at blive cand. luksusspejder skal man opholde sig i felten i ca. 5 måneder, men man kan også vælge at tage en ph.d i luksusspejderlivet og blive i felten i flere år.
Studiets indhold
Den studerende opnår kompetencer inden for forskellige grene af luksusspejderlivet, fx madlavning. Man lærer, at en gryde kan bruges til andet end at koge kartofler i. Den kan fx også anvendes til at bage kanelsnegle og pizza i over bål.
Et dejligt varmt bad er også et af de projekter, der arbejdes med. Den studerende lærer at varme vand over et kulbål, hvorefter det blandes med koldt vand i en spand, indtil det har en behagelig temperatur. Selve badet foregår ved at anvende en mindre spand til at hælde det tilberedte vand ned over sig.
Forskellige vejrtyper er også et af de emner, den studerende stifter bekendtskab med. Sommetider bagende sol, andre gange ekstrem regn, og det sker også, at den studerende udsættes for lyn- og tordenvejr i en sådan grad, at det gælder om ikke lige at stå det forkerte sted.
Kryb og kravl er heller ikke noget problem efter endt studietid. Fx lærer den studerende, at der er en vis sammenhæng mellem 'klipklapper' og 'kakkelakker' - der er 11 bogstaver i hvert ord, og der er ligesom den samme rytme i ordene. Dette er ikke tilfældigt, for disse to ting hører nemlig tæt sammen. Den studerende oplever nye sider af sine klipklapper, fx at de er et udmærket forsvarsvåben.
Studiestedet er også et udmærket sted at lære at benytte en lommelygte, da det er rigtig mørkt, når det er mørkt - og slanger kan forekomme!
Desuden har den studerende tid til forskellige sysler så som læsning, strikning og dagbogsskrivning, da der ikke forefindes fjernsyn på studiestedet.
Adgangskrav
For at kunne søge ind på studiet skal man have bestået SBX - snobrødseksamen, samt de specifikke krav, dejsnoning på A og pølsepåsætning på B-niveau.
Jobmuligheder
Der er gode muligheder for at studere videre, undervise andre i luksusspejderlivets fantastiske verden eller blot selv nyde godt af de opnåede kompetencer i forskellige situationer.
Studiestart
Der er ledig plads på studiet fra omkring august.
- Mig studerende? Ja da, stud. luksusspejder :) Spejderlejr, du kan bare komme an :)
lørdag den 27. februar 2010
Kæft, trit og retning
"Donk donk!" En ung fyr klædt i mørkerøde bukser og en hvid skjorte står i skyggen af et træ med et stykke mærkeligt formet jern i den ene hånd og en pind i den anden. Jorden er helt tør og støvfarvet, og solen bager allerede rigtig varmt, selvom det kun er allerførst på formiddagen. Drengen har netop slået de to ting mod hinanden, og nu begynder der at blive liv i den ellers før så stille skolegård. Det vrimler ud af alle døråbningerne i den sandfarvede trelængede bygning med drenge og piger klædt i mørkerødt og hvidt.
Respekt!
De vrimler ud for så at vrimle ind igen af nogle andre døre. Da der igen er ved at være tomt i skolegården følger jeg med Slavar, som er en tysk volontør, ind i et af klasseværelserne. Ligeså snart vi træder indenfor, rejser alle eleverne sig op og siger: "Goodmorning teacher!" En af eleverne får straks besked på at aflevere sin stol til mig og så hente en anden til sig selv. Ikke nok med det. Efter at jeg har præsenteret mig selv og forklaret, at jeg bare er der for at besøge Slavar og se skolen, klapper alle eleverne - sommetider føler man sig bare lidt som om, man er selveste dronningen hernede :)
Nogen der sagde for små klasseværelser?!
Undervisningen går i gang, og den står på engelsk i de 80 minutter, lektionen varer.
Mens Slavar står ved den overridsede tavle og underviser, sidder jeg ude i siden. Med et blik ud over klassen kan jeg tælle, at der er omkring 60 elever i klasseværelset. De sidder helt tæt sammen ved små træborde.
Slavar stiller et spørgsmål til noget grammatik, han er ved at gennemgå, og beder en pige med hånden i vejret om at svare. Hun prøver at skubbe plastichavestolen bagud, men uden rigtig held, for lige bag hende er der endnu en række træborde. Hun skal op at stå, uanset om der er plads til det eller ej. Så bøjet ind over bordet og med hænderne støttende på det, svarer hun. Jeg sidder og tænker lidt: "Kan læreren da ikke se, at de sølle elever ikke har plads til at rejse sig op?!"
Men nej, der er ret meget kæft, trit og retning over at være Secondary School-elev.
Folkeskolen >< universitetet
Jeg befinder mig i en "form 3"-klasse, og det højeste er "form 4", og derefter kan de gå direkte til universitetet. Men niveauet på engelskundervisningen er som noget, jeg lærte i folkeskolen, og om nogle af de fejl, eleverne laver, sidder jeg og tænker: "Laver de fis med læreren eller hvad? - det er da noget af det simpleste grammatik, der overhovedet er i det engelske sprog!"
Mærkbar straf
Senere da vi igen står i skolegården, ser jeg adskillige elever komme med bøjet hoved og med en lærer lige i hælene. Læreren bærer en pind, som ligner en dansk bambuspind (hernede er en bambuspind ca. 10 cm i diameter, så derfor en dansk en af slagsen). Eleverne kommer med ind på et kontor, og døren bliver lukket. Selvom døren er lukket, kan man sagtens regne ud, hvad der sker derinde, og man kan tænke: "Havde han mon for lidt plads til sin havestol?"
Mens vi står og snakker, hører jeg pludselig en svirpende lyd. Jeg vender mig rundt efter lyden, og lige der midt i det hele, står en foroverbøjet dreng med et skærende ansigt. Igen lyder den svirpende lyd, da læreren svinger pinden. Da den rammer, trækker drengens ansigt sig helt sammen, og han holder sig til bagdelen. En 4-5 slag og så er det heldigvis over.
Ingen pisk, ingen autoritet
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at eleverne må hade deres lærere og den pind. Men Slavar fortæller, at han og en anden tysk volontør, som også arbejder på skolen, af nogle elever bliver anset som svage og uden autoritet, fordi de ikke har en pind og ikke vil straffe eleverne på den måde.
Uanset hvad andre måske vil sige, så er jeg ganske godt tilfreds med det danske skolesystem :)
Respekt!
De vrimler ud for så at vrimle ind igen af nogle andre døre. Da der igen er ved at være tomt i skolegården følger jeg med Slavar, som er en tysk volontør, ind i et af klasseværelserne. Ligeså snart vi træder indenfor, rejser alle eleverne sig op og siger: "Goodmorning teacher!" En af eleverne får straks besked på at aflevere sin stol til mig og så hente en anden til sig selv. Ikke nok med det. Efter at jeg har præsenteret mig selv og forklaret, at jeg bare er der for at besøge Slavar og se skolen, klapper alle eleverne - sommetider føler man sig bare lidt som om, man er selveste dronningen hernede :)
Nogen der sagde for små klasseværelser?!
Undervisningen går i gang, og den står på engelsk i de 80 minutter, lektionen varer.
Mens Slavar står ved den overridsede tavle og underviser, sidder jeg ude i siden. Med et blik ud over klassen kan jeg tælle, at der er omkring 60 elever i klasseværelset. De sidder helt tæt sammen ved små træborde.
Slavar stiller et spørgsmål til noget grammatik, han er ved at gennemgå, og beder en pige med hånden i vejret om at svare. Hun prøver at skubbe plastichavestolen bagud, men uden rigtig held, for lige bag hende er der endnu en række træborde. Hun skal op at stå, uanset om der er plads til det eller ej. Så bøjet ind over bordet og med hænderne støttende på det, svarer hun. Jeg sidder og tænker lidt: "Kan læreren da ikke se, at de sølle elever ikke har plads til at rejse sig op?!"
Men nej, der er ret meget kæft, trit og retning over at være Secondary School-elev.
Folkeskolen >< universitetet
Jeg befinder mig i en "form 3"-klasse, og det højeste er "form 4", og derefter kan de gå direkte til universitetet. Men niveauet på engelskundervisningen er som noget, jeg lærte i folkeskolen, og om nogle af de fejl, eleverne laver, sidder jeg og tænker: "Laver de fis med læreren eller hvad? - det er da noget af det simpleste grammatik, der overhovedet er i det engelske sprog!"
Mærkbar straf
Senere da vi igen står i skolegården, ser jeg adskillige elever komme med bøjet hoved og med en lærer lige i hælene. Læreren bærer en pind, som ligner en dansk bambuspind (hernede er en bambuspind ca. 10 cm i diameter, så derfor en dansk en af slagsen). Eleverne kommer med ind på et kontor, og døren bliver lukket. Selvom døren er lukket, kan man sagtens regne ud, hvad der sker derinde, og man kan tænke: "Havde han mon for lidt plads til sin havestol?"
Mens vi står og snakker, hører jeg pludselig en svirpende lyd. Jeg vender mig rundt efter lyden, og lige der midt i det hele, står en foroverbøjet dreng med et skærende ansigt. Igen lyder den svirpende lyd, da læreren svinger pinden. Da den rammer, trækker drengens ansigt sig helt sammen, og han holder sig til bagdelen. En 4-5 slag og så er det heldigvis over.
Ingen pisk, ingen autoritet
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at eleverne må hade deres lærere og den pind. Men Slavar fortæller, at han og en anden tysk volontør, som også arbejder på skolen, af nogle elever bliver anset som svage og uden autoritet, fordi de ikke har en pind og ikke vil straffe eleverne på den måde.
Uanset hvad andre måske vil sige, så er jeg ganske godt tilfreds med det danske skolesystem :)
fredag den 19. februar 2010
"Hvad laver du egentlig dernede?"
Det er vist på tide at fortælle lidt om, hvad jeg laver her i Tanzania ud over at gå og lege primitiv turist.
Min helt egen skole
Det, jeg først og fremmest er her for, er at undervise Thea på 6 år. Vi holder skole hver formiddag i et par timer. Mange ting hernede virker lidt som om, man er blevet sat en del år tilbage. Det samme gør vores klasselokale, for det er nemlig mit værelse. Så ligesom i gamle dage bor skolelæreren i skolen :)
Det er et rigtig dejligt og hyggeligt arbejde, og når jeg kun har én elev, kan jeg nemt følge med i, om hun overhovedet lærer noget. Og ja, Thea er ikke anderledes end mange andre på den alder, så hun suger til sig, og så er det fantastisk at være lærer og være vidne til rigtig mange små succeser :)
Arbejde med mening søges
Men et par timers undervisning om dagen og noget børnepasning kan ikke fylde en hel uges lyse timer ud. Så derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad jeg kunne finde på at lave, som ikke bare ville blive at lave noget for at lave noget - men hvor det også ville give mening at bruge tid på.
Til sidst i alle mine overvejelser kom jeg frem til at prøve at starte noget kreativt arbejde op for de unge i kirken. Måske er det lidt svært at se, at det skulle give særlig meget mening, men det gør det. I kirkens ungdomsarbejde kommer der faktisk ingen piger, og det er utrolig svært at få dem til at komme. Men noget kreativt arbejde appellerer ret meget til pigerne, og måske kan det lykkes på den måde at få de unge piger lidt mere med ind i kirken.
En totalt fed oplevelse!
Jeg startede det op i dag, og jeg må nok indrømme, at jeg den sidste uge har gået og tænkt, at dette var totalt skørt - hvem gider at bruge deres fredag eftermiddag på at sidde og lave smykker af en gammel kokosskal?! Hele formiddagen tænkte jeg, at jeg nok skulle være glad, hvis der kom en enkelt tre kvarter efter, vi skulle have startet. Så med min sodoku-bog i tasken gik jeg ned til kirken. Men alle mine bange anelser var totalt spildte! Samtidig med mig kom der tre andre og indenfor ikke ret lang tid, var der kommet ti - jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, det var virkelig fedt :) Fire af dem var piger, så det er en okay start. Vi knækkede en kokosskal i små dele, sleb dem og lavede mønstre i dem med sandpapir - mange af dem blev rigtig fine, og det var virkelig hyggeligt!
Sådan en oplevelse giver blod på tanden, og jeg glæder mig allerede til næste fredag :) Jeg havde slet ikke turde håbe på noget lignende!
På længere sigt
Senere kan det måske lykkes at lave nogle ting, som kan sælges, så de lærer at skulle yde noget for at tjene penge til et eller andet bestemt projekt - hvilket mange hernede vil have godt af at lære!
Andre småting
Derudover får jeg for tiden swahiliundervisning 2 x 2 timer om ugen, er med i søndagsskolen og kirkens ungdomsarbejde, og så spiller jeg volley med de unge.
Det blev vist til et lidt kedeligt indlæg, men det var noget om, hvad jeg laver til dagligt hernede på nuværende tidspunkt, og jeg håber på, at der måske dukker nogle flere spændende ting op, jeg kan få fingrene i :)
- og ikke to dage er ens, for der er hele tiden noget nyt og spændende at opleve, så det er bestemt ikke kedeligt at være her :)
Min helt egen skole
Det, jeg først og fremmest er her for, er at undervise Thea på 6 år. Vi holder skole hver formiddag i et par timer. Mange ting hernede virker lidt som om, man er blevet sat en del år tilbage. Det samme gør vores klasselokale, for det er nemlig mit værelse. Så ligesom i gamle dage bor skolelæreren i skolen :)
Det er et rigtig dejligt og hyggeligt arbejde, og når jeg kun har én elev, kan jeg nemt følge med i, om hun overhovedet lærer noget. Og ja, Thea er ikke anderledes end mange andre på den alder, så hun suger til sig, og så er det fantastisk at være lærer og være vidne til rigtig mange små succeser :)
Arbejde med mening søges
Men et par timers undervisning om dagen og noget børnepasning kan ikke fylde en hel uges lyse timer ud. Så derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad jeg kunne finde på at lave, som ikke bare ville blive at lave noget for at lave noget - men hvor det også ville give mening at bruge tid på.
Til sidst i alle mine overvejelser kom jeg frem til at prøve at starte noget kreativt arbejde op for de unge i kirken. Måske er det lidt svært at se, at det skulle give særlig meget mening, men det gør det. I kirkens ungdomsarbejde kommer der faktisk ingen piger, og det er utrolig svært at få dem til at komme. Men noget kreativt arbejde appellerer ret meget til pigerne, og måske kan det lykkes på den måde at få de unge piger lidt mere med ind i kirken.
En totalt fed oplevelse!
Jeg startede det op i dag, og jeg må nok indrømme, at jeg den sidste uge har gået og tænkt, at dette var totalt skørt - hvem gider at bruge deres fredag eftermiddag på at sidde og lave smykker af en gammel kokosskal?! Hele formiddagen tænkte jeg, at jeg nok skulle være glad, hvis der kom en enkelt tre kvarter efter, vi skulle have startet. Så med min sodoku-bog i tasken gik jeg ned til kirken. Men alle mine bange anelser var totalt spildte! Samtidig med mig kom der tre andre og indenfor ikke ret lang tid, var der kommet ti - jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, det var virkelig fedt :) Fire af dem var piger, så det er en okay start. Vi knækkede en kokosskal i små dele, sleb dem og lavede mønstre i dem med sandpapir - mange af dem blev rigtig fine, og det var virkelig hyggeligt!
Sådan en oplevelse giver blod på tanden, og jeg glæder mig allerede til næste fredag :) Jeg havde slet ikke turde håbe på noget lignende!
På længere sigt
Senere kan det måske lykkes at lave nogle ting, som kan sælges, så de lærer at skulle yde noget for at tjene penge til et eller andet bestemt projekt - hvilket mange hernede vil have godt af at lære!
Andre småting
Derudover får jeg for tiden swahiliundervisning 2 x 2 timer om ugen, er med i søndagsskolen og kirkens ungdomsarbejde, og så spiller jeg volley med de unge.
Det blev vist til et lidt kedeligt indlæg, men det var noget om, hvad jeg laver til dagligt hernede på nuværende tidspunkt, og jeg håber på, at der måske dukker nogle flere spændende ting op, jeg kan få fingrene i :)
- og ikke to dage er ens, for der er hele tiden noget nyt og spændende at opleve, så det er bestemt ikke kedeligt at være her :)
fredag den 12. februar 2010
Karibu i en sildetønde
Pyh hvor er det varmt, og hvor er jeg dog klistret. Jeg føler nærmest, at jeg er klistret sammen med min sidemand.
En mærkelig sild
Jeg sidder ved siden af en kvinde og hendes lille pige. Hun er nok et par år gammel,og har indtil nu været lidt urolig. Jeg har lige sat mig ved siden af dem, og nu tier pigen pludselig stille og er i stedet faldet fuldstændig i staver. Hun sidder på sin mors skød med vidt åbne øjne og halvt åben mund - "Hvad er det dog for et underligt væsen? Hvorfor har hun ingen farve?" synes jeg næsten at kunne læse på hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile til hende og hendes mor og more mig lidt, for hvor ser hun dog kær ud med sit lille mørke undrende ansigt. De omkringsiddende trækker også lidt på smilebåndet af situationen, og ja, jeg kan godt forstå hendes undren, for jeg falder ret meget udenfor i forhold til alle de andre, jeg sidder klemt sammen med i daladala'en, hvor jeg er.
En sidemand fylder (ikke)!
Hvis jeg skal sammenligne en daladala med noget hjemme i Danmark, vil det nok blive en rutebil, selvom det laaangtfra er det samme! Der hjemme syntes jeg sommetider, det kunne være irriterende, når der var så mange med bussen, at jeg blev nødt til at skulle sidde sammen med en anden - men det er der vist lavet om på nu; hvis man sidder to på et sæde, har man rigtig rigtig god plads, vil jeg lige sige :)
Nå, du bruger også Rexona
Rent fysisk er en daladala nærmest et "folkevognsrugbrød", hvor princippet "ryk en balle, så er der plads til alle" bliver praktiseret i stor stil. Den anden dag da jeg skulle tage en daladala nedad i byen, gik jeg ned til vejen og hen til den plads over for markedet, hvor de kører fra. Ligeså snart jeg nærmede mig, begyndte de at råbe: "Mzungu, mzungu", som de kalder alle hvide. Jeg kom hen til en daladala, som var godt proppet med mennesker, men "Karibu" - velkommen! "Asante, asante" (tak, tak), tænkte jeg, "hvordan i al verden skal jeg være derinde?!" Men jeg fik mig møvet ind og måtte stå op i en 135º vinkel det første stykke vej. Så kom jeg ned at sidde på et sæde, hvor vi sad meget tæt - men åbenbart ikke tættere end, at der sagtens kunne klemmes en mere ned mellem os. Det tør siges, at man virkelig kommer hinanden ved hernede!
Ha ha ha en blegfis
Det er også langt fra kun de små børn, der synes, det er spændende, at sådan en blegfis er taget med en propfuld daladala. Alle glor - og snakker! Godt nok forstår jeg ikke ret meget swahili, men der skal ikke så meget til, før man kan fornemme, at de sidder og snakker om mig. Og når man så er hoppet af og kan høre, at der bliver grinet samtidig med, at man kan høre ordet "mzungu" blive nævnt flere gange, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at man ikke forstår noget mere af deres sprog :)
1 kr. fra eller til?
Noget af det, der gør, at man sagtens kan acceptere denne klistren op ad hinanden, er selvfølgelig, at det er en del af Tanzania og en ret sjov oplevelse. Men også at det for mig er uhørt billigt. Det koster 250 shilling - 1 kr. - uanset hvor du skal hen. Du kan stå på på udgangsstedet og køre med helt til vejs ende for 1 kr. Alligevel er der folk omkring mig, som vælger at gå, når de skal på arbejde, på indkøb osv. i stedet for at tage daladala'en - simpelthen for at spare penge, så de i stedet har til mad, tøj og andre nødvendige ting.
En mærkelig sild
Jeg sidder ved siden af en kvinde og hendes lille pige. Hun er nok et par år gammel,og har indtil nu været lidt urolig. Jeg har lige sat mig ved siden af dem, og nu tier pigen pludselig stille og er i stedet faldet fuldstændig i staver. Hun sidder på sin mors skød med vidt åbne øjne og halvt åben mund - "Hvad er det dog for et underligt væsen? Hvorfor har hun ingen farve?" synes jeg næsten at kunne læse på hendes ansigtsudtryk. Jeg kan ikke lade være med at smile til hende og hendes mor og more mig lidt, for hvor ser hun dog kær ud med sit lille mørke undrende ansigt. De omkringsiddende trækker også lidt på smilebåndet af situationen, og ja, jeg kan godt forstå hendes undren, for jeg falder ret meget udenfor i forhold til alle de andre, jeg sidder klemt sammen med i daladala'en, hvor jeg er.
En sidemand fylder (ikke)!
Hvis jeg skal sammenligne en daladala med noget hjemme i Danmark, vil det nok blive en rutebil, selvom det laaangtfra er det samme! Der hjemme syntes jeg sommetider, det kunne være irriterende, når der var så mange med bussen, at jeg blev nødt til at skulle sidde sammen med en anden - men det er der vist lavet om på nu; hvis man sidder to på et sæde, har man rigtig rigtig god plads, vil jeg lige sige :)
Nå, du bruger også Rexona
Rent fysisk er en daladala nærmest et "folkevognsrugbrød", hvor princippet "ryk en balle, så er der plads til alle" bliver praktiseret i stor stil. Den anden dag da jeg skulle tage en daladala nedad i byen, gik jeg ned til vejen og hen til den plads over for markedet, hvor de kører fra. Ligeså snart jeg nærmede mig, begyndte de at råbe: "Mzungu, mzungu", som de kalder alle hvide. Jeg kom hen til en daladala, som var godt proppet med mennesker, men "Karibu" - velkommen! "Asante, asante" (tak, tak), tænkte jeg, "hvordan i al verden skal jeg være derinde?!" Men jeg fik mig møvet ind og måtte stå op i en 135º vinkel det første stykke vej. Så kom jeg ned at sidde på et sæde, hvor vi sad meget tæt - men åbenbart ikke tættere end, at der sagtens kunne klemmes en mere ned mellem os. Det tør siges, at man virkelig kommer hinanden ved hernede!
Ha ha ha en blegfis
Det er også langt fra kun de små børn, der synes, det er spændende, at sådan en blegfis er taget med en propfuld daladala. Alle glor - og snakker! Godt nok forstår jeg ikke ret meget swahili, men der skal ikke så meget til, før man kan fornemme, at de sidder og snakker om mig. Og når man så er hoppet af og kan høre, at der bliver grinet samtidig med, at man kan høre ordet "mzungu" blive nævnt flere gange, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at man ikke forstår noget mere af deres sprog :)
1 kr. fra eller til?
Noget af det, der gør, at man sagtens kan acceptere denne klistren op ad hinanden, er selvfølgelig, at det er en del af Tanzania og en ret sjov oplevelse. Men også at det for mig er uhørt billigt. Det koster 250 shilling - 1 kr. - uanset hvor du skal hen. Du kan stå på på udgangsstedet og køre med helt til vejs ende for 1 kr. Alligevel er der folk omkring mig, som vælger at gå, når de skal på arbejde, på indkøb osv. i stedet for at tage daladala'en - simpelthen for at spare penge, så de i stedet har til mad, tøj og andre nødvendige ting.
torsdag den 4. februar 2010
Kan vandhanen løbe tør for vand?!
Det sker ikke så tit i Danmark, at man kan åbne for vandhanen, uden der kommer vand ud - med mindre man i forevejen er blevet oplyst om, at der er lukket for vandet i en kortere periode. Men ja, det sker altså her i Tanzania.
Her hvor jeg bor, får vi vand fra byen, og derudover opsamler vi lidt regnvand. Men den anden dag lød konstateringen: "Vi har ikke mere vand. Tanken er tom". Øhh nå okay og hvad i al verden gør man så?!? Vi henter det selvfølgelig da bare ude i Tanganyika søen :)
Musungo'erne på strandtur
Vi fyldte bagagerummet i bilen op med store plastictønder, og så gik turen ud til stranden. Her var der liv af mænd, der arbejdede med deres fiskerbåde og kvinder, der vaskede tøj. I mellem dem legede børnene. Eller det vil sige, da vi kom, stoppede legen til fordel for at stå og se på, hvad sådan nogle musungo'er som os lavede. Alle hvide bliver kaldt 'musungo', som ikke betyder 'white man', ligesom mange af tanzanierne opfatter det som om. Det betyder bare en, der rejser rundt og kan ligeså godt bruges om mørke tilrejsende som hvide, men det nægter de selv at bruge det om.
Ikke så ringe endda
Bilen blev parkeret ude i vandet, og mens Just, missionæren, og Jimmi, en arbejder, fyldte tønderne med vand, kunne børnene og jeg da lige bade lidt i den dejlige lune sø. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget :)
Hallooo regn
Vi har ikke fået ret meget regnvand i den tid, jeg har været her. Sommetider begynder det at blæse, og skyerne trækker sig sammen, men det er sjældent, det ender med at regne. Vi kan se, at det regner i områderne omkring os, men bare ikke lige her, hvor vi er.
Kinesiske propper i skyerne
Hvis man spørger en tanzanier om, hvorfor det er sådan, får man svaret, at det er kinesernes skyld. Der er kinesere i byen for tiden for at lave vejene. Og efter tanzaniernes overbevisning har de noget mekanik, som kan stoppe regnen, så den ikke skylder vejene i stykker. Det lyder som en kæmpe joke: "mekanik, der kan stoppe regnen, yeah right som om", men tanzanierne tror virkelig helt alvorligt på det!
Hvad forklaringen er på, at det ikke regner lige her, ved jeg ikke, men jeg er åbenbart kommet så langt ud, at kinesisk mekanik er en helt fin forklaring.
Unødvendigt vandforbrug - no way!
Vi har igen vand - både det vi selv hentede, og der er kommet noget fra byen igen. Vi skal ikke lege vandkamp, men vi har vand til det, der er nødvendigt at bruge vand til.
Her hvor jeg bor, får vi vand fra byen, og derudover opsamler vi lidt regnvand. Men den anden dag lød konstateringen: "Vi har ikke mere vand. Tanken er tom". Øhh nå okay og hvad i al verden gør man så?!? Vi henter det selvfølgelig da bare ude i Tanganyika søen :)
Musungo'erne på strandtur
Vi fyldte bagagerummet i bilen op med store plastictønder, og så gik turen ud til stranden. Her var der liv af mænd, der arbejdede med deres fiskerbåde og kvinder, der vaskede tøj. I mellem dem legede børnene. Eller det vil sige, da vi kom, stoppede legen til fordel for at stå og se på, hvad sådan nogle musungo'er som os lavede. Alle hvide bliver kaldt 'musungo', som ikke betyder 'white man', ligesom mange af tanzanierne opfatter det som om. Det betyder bare en, der rejser rundt og kan ligeså godt bruges om mørke tilrejsende som hvide, men det nægter de selv at bruge det om.
Ikke så ringe endda
Bilen blev parkeret ude i vandet, og mens Just, missionæren, og Jimmi, en arbejder, fyldte tønderne med vand, kunne børnene og jeg da lige bade lidt i den dejlige lune sø. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget :)
Hallooo regn
Vi har ikke fået ret meget regnvand i den tid, jeg har været her. Sommetider begynder det at blæse, og skyerne trækker sig sammen, men det er sjældent, det ender med at regne. Vi kan se, at det regner i områderne omkring os, men bare ikke lige her, hvor vi er.
Kinesiske propper i skyerne
Hvis man spørger en tanzanier om, hvorfor det er sådan, får man svaret, at det er kinesernes skyld. Der er kinesere i byen for tiden for at lave vejene. Og efter tanzaniernes overbevisning har de noget mekanik, som kan stoppe regnen, så den ikke skylder vejene i stykker. Det lyder som en kæmpe joke: "mekanik, der kan stoppe regnen, yeah right som om", men tanzanierne tror virkelig helt alvorligt på det!
Hvad forklaringen er på, at det ikke regner lige her, ved jeg ikke, men jeg er åbenbart kommet så langt ud, at kinesisk mekanik er en helt fin forklaring.
Unødvendigt vandforbrug - no way!
Vi har igen vand - både det vi selv hentede, og der er kommet noget fra byen igen. Vi skal ikke lege vandkamp, men vi har vand til det, der er nødvendigt at bruge vand til.
Abonner på:
Opslag (Atom)
